23948sdkhjf

Mærsk laver milliard-overskud i første kvartal

Første tre måneder af 2020 bød på fremgang for Mærsk. Herfra ligner det dog en tur ned ad bakke med forventet nedgang i mængderne på 20-25 pct.

Corona-krisen kunne mærkes hos verdens største containerrederi i årets første kvartal, men krisen kommer først til at gøre ondt i andet kvartal. 

Sådan kan teksten sammenfattes i det netop præsenterede kvartalsregnskab fra Mærsk. Et kvartal, der overordnet set bød på en stigning i omsætningen til 9,6 mia. dollar fra 9,5 mia. dollar i samme kvartal sidste år. Driftsresultatet (ebtida) blev forbedret med 23 pct. til 1,5 mia. dollar, imens det underliggende resultat af de fortsættende operationer steg til 197 mio. dollar. Det svarer til 1,35 mia. kroner. 

- Det stærke resultat er opnået igennem et kvartal med høje stigninger i brændstofomkostninger som følge af industriens overgang til lavsvolvsholdigt brændstof og på ryggen af en nedgang i den globale handel på grund af nedlukninger i de fleste regioner, udtaler Mærsks CEO Søren Skou i en pressemeddelelse.

Kraftig nedgang venter

I regnskabet beretter Mærsk om, at fragtvoluminerne faldt brat i februar, hvor den kinesiske eksport stort set blev indstillet, hvorefter efterspørgslen fra Europa og USA faldt i marts.

FAKTA – Mærsks flåde

Ved udgangen af første kvartal i år rådede Mærsk over en flåde på 697 containerskibe. Deraf ejer Mærsk selv 307 af skibene, imens 390 er på charter.

Det er en reduktion i den chartrede flåde på 11 skibe i løbet af kvartalet.

På grund af den faldende efterspørgsel efter containerskibe faldt raterne for at chartre skibe med syv pct. i forhold til kvartalet forinden. 

Reelt var tilbagegangen i de fragtede mængder dog relativt beskeden i første kvartal. Der blev lastet 3,05 mio. fyrrefodsekvivalenter (FFE) mod 3,15 mio. FFE i samme kvartal sidste år, svarende til en nedgang på 3,2 pct. 

Værre ser det ud for det kommende kvartal. Hvor Mærsk nåede at aflyse 90 afgange i første kvartal, forventer rederiet at aflyse 140 afgange i andet kvartal, og på Esplanaden regner man nu at kunne se langt efter op til hver fjerde af de containere, der blev fragtet i andet kvartal sidste år. 

- Imens den globale efterspørgsel fortsat er meget påvirket, forventer vi, at voluminerne i andet kvartal vil falde på tværs af alle segmenter, måske helt op til 20-25 pct., siger Søren Skou og tilføjer, at gennemsigtigheden i markedet stadig er meget lav.

- 2020 er et udfordrende år, men imens vi proaktivt handler på lavere efterspørgsel og viser fremskridt i vores transformation og finansielle præstationer, er vi stærkt positionerede til at ride stormen af, siger Søren Skou. 

Omkostninger i skak

De 90 aflyste afgange i første kvartal svarer til, at den samlede kapacitet på Mærsks containerskibe blev reduceret med 3,5 pct. Det er mere en nedgangen i volumen på 3,2 pct., og dermed blev flådeudnyttelsen forbedret. 

Det kommer til udtryk i enhedsomkostningerne. Ser man bort fra udsving i bunkerpriserne, er omkostningerne pr. håndteret FFE reduceret med 2,3 pct., så det nu kostede Mærsk 2026 dollar mod 2073 dollar pr. FFE i samme kvartal sidste år. 

Høje rater og dyrt bunker

I regnskabet kommer Mærsk ikke med noget bud på, hvad den store nedgang i fragtmængderne forventes at betyde for resultatet i regnskabet for det igangværende andet kvartal. Det står dog klart, at en af de tunge poster i regnskabet for første kvartal – bunker – kommer til at blive mindre i næste regnskab. 

I første kvartal i år lød den samlede brændstofregning i forretningssegmentet Ocean på 1,395 mia. dollar. Det giver en gennemsnitlig pris pr. ton på 512 dollar, hvor prisen i samme kvartal sidste år var på 417 dollar pr. ton i gennemsnit. Stigningen hænger sammen med overgangen fra traditionelt HFO til lavsvovlsholdigt brændstof, som alle Mærsks skibe med ganske få undtagelser blev tvunget over på med de nye IMO-krav i 2020. 

Siden oliepriskrigen brød ud i marts, er prisen på brændstof dog faldet markant, så lavsvovlsholdigt bunker i skrivende stund koster under 255 dollar pr. ton i de store bunkerhavne verden over. 

Ifølge Mærsk var de højere bunkerpriser med til at holde fragtraterne på et højere niveau end i første kvartal sidste år. Mærsks gennemsnitlige omsætning pr. FFE lå i år på 1999 dollar, hvor en FFE i gav 1892 dollar i kassen i første kvartal sidste år. Som Søfart tidligere har skrevet, er det værd at bemærke, at containerraterne ser ud til at holde et relativt højt niveau på trods af den lave efterspørgel. 

Læs mere: Branchen handlede hurtigt: Alliancer beskytter rederier mod kollaps

Fald over hele linjen

For Mærsk kunne faldet i fragtmængderne dog ikke kun mærkes i det suverænt største forretningssegment Ocean, der omfatter koncernens containerskibe. Samtlige segmenter kan rapportere om en nedgang i aktivitetsniveauet. 

I Logistics & Services, der blandt andet omfatter lagerhuse, spedition og intermodale transportløsninger, faldt omsætningen med 5,1 pct. til 1,4 mia. dollar. Det skete primært som følge af en lavere aktivitet i søbårne speditioner og intermodale opgaver, men driftsresultatet blev alligevel øget til 68 mio. dollar fra 48 mio. dollar i samme kvartal 2019. 

Det hænger sammen med, at der var vækst i de mest profitable regioner, og at der blev optimeret både intermodalt samt i de nordamerikanske faciliteter til lager og distribution. 

I Terminals & Towage faldt omsætningen med 9,3 pct. til 911 mio. dollar. Tallet dækker over, at Towage – der reelt betyder slæbebådsrederiet Svitzer – gik en anelse frem til en omsætning på 178 mio. dollar fra 173 mio. dollar. Svitzers driftsresultat endte på 64 mio. dollar i forhold til 56 mio. dollar i første kvartal 2019 .

Svitzer havde højere aktivitet i Europa, blandt andet på grund af opkøbet af Port Towage Amsterdam. Til gengæld var der mindre at lave i Australien.

I terminalerne begyndte corona-krisen for alvor at sætte sit præg på aktiviteten hen mod slutningen af kvartalet. Antallet af håndterede container faldt med 1,6 pct. i forhold til samme kvartal sidste år, men tallet dækker over faktorer som et særligt travlt første kvartal på Asien-Nordamerika i 2019 på grund af handelskrigen mellem USA og Kina. Åbningen af den store Moin-terminal i Costa Rica er også med til at mudre billedet af den corona-relaterede tilbagegang.

Det står dog klart, at omsætningen i Terminals faldt til 740 mio. dollar fra 837 mio. dollar i første kvartal sidste år, og at der kommer til at ske yderligere fald i 2020. I regnskabet skriver Mærsk om terminalerne:

- De operationelle planer revideres for at muliggøre omkostningsreduktioner i andet og tredje kvartal, hvor mængderne forventes at være markant lavere end i første kvartal.

Læs også: Ekspert: Mærsk og MSC vælger den stabile vej frem

A.P. Møller-Mærsk A/S
mio. dollar 1. kvt 2020 1. kvt. 2019
Nettoomsætning 9.571 9.540
Resultat af primær drift 1.521 1.236
Resultat før skat 337 2
Periodens resultat 209 -656
Underliggende resultat af fortsættende operationer 197 -69
Egenkapital 27.945 32.843
Regnskabsåret blev afsluttet 31. marts 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.691