23948sdkhjf

Revser flådeaftale: - Større krigsskibe fra Danmark er en illusion

Det bliver alt for dyrt, hvis krigsskibe skal bygges i Danmark, lyder det fra formanden for Danmarks største forsvars-, beredskabs- og sikkerhedspolitiske organisation, Folk og Sikkerhed

Det er en ’illusion’, når folketingspartier forestiller sig, at det er muligt at bygge større krigsskibe på danske værfter.

Det siger Torben Ørting Jørgensen, der er formand for Danmarks største forsvars- beredskabs- og sikkerhedspolitiske organisation, Folk og Sikkerhed, til RADIO IIII.

- Jeg synes, man skal bygge skibe der, hvor man får mest skib for pengene. Sådan så vi kan få den mest slagkraftige flåde for de penge, vi har afsat til projektet, siger Torben Ørting Jørgensen.

- Det gør man altså ikke i Danmark ved at genoplive en værftsindustri, som er lukket ned af den gode grund, at den ikke var konkurrencedygtig.

Tirsdag blev en ny flådeplan præsenteret af regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget.

I aftalen står blandt andet, at det er en ’politisk ambition, at en stor grad af produktionen kan ske i Danmark’. Og netop denne del møder nu undren.

- At genoplive et nybygningsværft baseret på Søværnets helt utilstrækkelige ordretilgang – det er en illusion, siger Torben Ørting Jørgensen.

Flere af de danske folketingspartier er ikke af samme opfattelse. Danmarksdemokraterne, SF og DF ønsker ligefrem at forpligte regeringen til, at al produktionen skal foregå i Danmark.

- For Dansk Folkeparti er holdningen meget klar. Vi skal bygge i Danmark. Det kan vi, for det er en kernekompetence, siger forsvarsordfører Alex Ahrendtsen tirsdag til Ritzau.

Selvom mange danske maritime virksomheder har succes med at producere dele til skibe, mener Torben Ørting Jørgensen dog ikke, at det er realistisk at producere eksempelvis fregatter i Danmark.

- Når man taler om egentlige kampenheder, skal der altså en helt anden kompetence og kvalitet til. Den har vi altså ikke i Danmark, og det koster alt, alt for meget at genoprette den, siger han.

- Hvis dit hus brænder, går du jo ikke til en arkitekt og beder ham om at tegne en brandstation.

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063