23948sdkhjf

Koldings borgmester: Borgerne kender jo ikke alternativet til havnen

Beslutningen om at lukke havnen blev måske truffet lidt for hurtigt, men den er stadig rigtig trods meningsmåling, lyder det fra flere politikere i Koldings byråd

Modstandere af lukningen bliver bekræftet i deres modstand. Koldings borgmester efterlyser mere nuancerede svarmuligheder. Og selvom byrådsmedlemmer i både V og S peger på en forhastet proces, mener de stadig, at det er på sin plads at lukke havnen, når de sidste lejekontrakter udløber i 2043. 

Reaktionerne er mange, efter at en meningsmåling foretaget af Epinion for virksomhederne på den dødsdømte erhvervshavn i Kolding viser, at 66 pct. af byens borgere svarer nej til, om havnen bør lukkes. 

Læs også: Ny meningsmåling: Koldings borgere vil ikke af med havnen

Én reaktion går dog igen hos de fem lokalpolitikere, som Søfart torsdag har været i kontakt med: Ingen er overraskede over resultatet. Men årsagerne dertil er vidt forskellige. 

- Det er jo helt indlysende, at der bliver svaret, som der gør, når man kun stiller det ene spørgsmål. For borgerne ved jo ikke endnu, hvad der tænkes på af alternativer til havnen, siger borgmester Jørn Pedersen (V).

Havde foretrukket dialog

Omvendt ser det eneste byrådsmedlem uden for havnebestyrelsen, der stemte imod principbeslutningen om at lukke havnen, resultatet af meningsmålingen som en bekræftelse af, at han gjorde ret i at trodse partilinjen og stemme imod. 

- Når 66 pct. af borgerne i 6000 Kolding gerne vil bevare havnen, burde det sætte tankerne igang hos nogle af dem, der stemte ja til at nedlægge havnen, siger Elvis Comic (S).

Som Søfart tidligere har skrevet, stemte Elvis Comic blandt andet imod forslaget om at lukke byens erhvervshavn, fordi processen var meget forhastet, og han ikke fik tilstrækkelig tid til at sætte sig ind i konsekvenserne. 

Hos partifællen Poul Erik Jensen, der også er 2. viceborgmester i byen, bliver der nu nikket genkendende til lige netop den anke. 

- Jeg havde da også foretrukket en lidt mere dialogbaseret løsning på det her. Men nu er det jo borgmesteren, og ikke os, der sætter dagsordenen, og så kunne vi vælge at være med eller ej, siger han og fortsætter:

- Så valgte vi at være med, så vi kan sidde med ved bordet. Det handler blandt andet om, at skal der være boliger i området, skal det være blandede boliger, og ikke bare for de rige. 

Står ved lukning

I Venstres egne rækker giver byrådsmedlem Tanya Buchreitz Løwenstein også udtryk for, at det gik hurtigt dengang, beslutningen blev truffet i november sidste år. 

- Det var jo noget, som gruppeformændene sad med sammen. Da vi fik det præsenteret som byrådsmedlemmer og nikkede til det, kendte jeg måske ikke nok til den proces, der havde været op til, siger hun.

Både Poul Erik Jensen og Tanya Buchreitz Løwenstein understreger dog, at de står ved deres stemme til at nedlægge havnen.  

Tanya Buchreitz Løwenstein ser principbeslutningen som en nødvendighed for at komme videre hen mod det, der skal være på arealerne, når erhvervshavnen er væk. 

- Der har været en rigtig negativ debat. Kunne vi have gjort noget i beslutningsprocessen for at undgå det? Måske. Om ikke andet er det vigtigt, at vi kommer igang med at tænke fremad sammen, siger hun og tilføjer, at hun ikke ser Epinion-målingen som et udtryk for, at det er forkert at lukke havnen. 

Beslutning kan omgøres

Poul Erik Jensen lægger vægt på, at han som byrådsmedlem skal tænke på, hvad byens borgere er bedst tjent med på den lange bane. Og ikke, hvad de har mest lyst til nu og her. 

- Jeg er helt sikker på, at det er den rigtige beslutning. Vi sidder jo ikke i byrådet som nikkedukker, men for at sætte en retning, siger han og tilføjer, at byrådsmedlemmer kan fyres hvert fjerde år.

- Nu kommer der jo en lokalliste, der stiller op ved næste valg, og hvis de får flertal i byrådet, kan de jo omgøre det hele. Nu har vi udstukket en retning, men den kan jo sagtens revurderes efterhånden, som årene går. Og det kunne jo sagtens komme til at ske, siger Poul Erik Jensen.

I den lokalliste, som Poul Erik Jensen refererer til – Kolding By & Havn i Balance – mener formand Paw Kristensen, at byrådet selv skulle have spurgt Koldings borgere, før de besluttede at lukke havnen. 

Læs også: Havnelukning kickstarter valgkamp i Kolding

- Den forhastede tilgang, som borgmesteren og byrådet har haft, har været forfejlet. Havde man bare gjort et grundigt stykke arbejde, ville man vide, at kærligheden til Kolding Havn er intakt, siger han. 

Lover ny meningsmåling

Tilbage på borgmesterkontoret efterlyser Jørn Pedersen en reel debat om, hvad der skal være i stedet for havnen, før en meningsmåling kan give et reelt billede af, hvad Koldings borgere ønsker.    

Han vil dog ikke fremlægge sit bud på en plan for området, før der er klarhed for det juridiske grundlag for at lukke havnen. Når det er på plads, og Koldings borgere har set byrådets bud på, hvordan havnearealerne kan se ud på den anden side af 2043, er han åben for at spørge borgerne. 

- Så tager vi meget gerne en måling på det. Det skal være en undersøgelse, hvor man kan vægte svaret, så det ikke bare bliver ja eller nej. Men det står jeg gerne bag, at byrådet laver, siger Jørn Pedersen.

Læs mere: Spildt masterplan koster 2018-overskud i Kolding Havn

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085