Derfor døde Danmarks karrygule rederi...
Dansk-Fransk var i 1975 i en sund tilstand, men derefter gik det ned ad bakke. Rederiets bankforbindelse ’Kjøbenhavns Handelsbank’ ville ikke give rederiet levetidsforlængelse og i 1980 var det slut
5
Billeder
’Skotland’ - en mini-bulkcarrier bygget 1975 i Tyskland - solgt 1979. Foto: M/S Museet for Søfart
I 1970 havde rederiet flere skibe end Torm og Norden tilsammen - her havde man appetit på alt, hvad der kunne flyde og fik sin storhedstid i linjefarten til Vestafrika.
Her kommer en oversigt over de mange områder af skibsfarten, som rederiet kastede sig over med større eller mindre succes.
Tankfart
Som et forsøg købte Dansk-Fransk i 1948 et gammelt norsk tankskib på 8670 tdw, som fik navnet ’Skotland’.
Rederiet havde ingen erfaring med tankskibe, og fik derfor teknisk rådgivning fra Norge. Det blev en succes, og yderligere et tankskib ’Irland’ på 14350 tdw blev kontraheret fra Deutsche Werft, Hamburg for levering 1950. A.P. Møller havde været det eneste danske rederi der op til anden verdenskrig var beskæftiget i tankfart, men nu fulgte Dansk-Fransk efter som et af de første danske rederier.
I begyndelsen af 1950’erne fik andre danske rederier også appetit på tankfart, og i 1951 fik tre danske rederier leveret fem søstertankskibe på 16.300 tdw fra Gøteborg.
Det blev til tre skibe til J. Lauritzen (’Nerma Dan’-typen), ’Christiansborg’ til Dannebrog, og ’Shetland’ til Dansk-Fransk. Det blev til endnu to tankskibe nemlig ’Grønland’ på 16.750 tdw fra Hamburg og en ny ’Skotland’ på 19.571 tdw fra Japan.
Alle skibene sejlede med råolie, som hovedsageligt afskibes fra den Arabiske Gulf. Ved lukningen af Suez Kanalen i 1956, måtte skibene sejle syd om Afrika, hvilket gjorde mindre tankskibe uøkonomiske.
De store rederier satsede derfor på større tankskibe, som de mindre ikke kunne konkurrere med. For Dansk-Fransk blev dette for risikabelt, og kombineret med et dårligt marked efter Suez-Kanalens genåbning i marts 1957, valgte rederiet at trække sig ud af tankfart.
Dog fik rederiet i 1964 leveret en 1990 tdw produkttanker ’Irland’ med is-forstærkning for at servicere havne i Øst og Vest Grønland
Bulk
Dansk-Fransk var det første danske rederi, der i 1959 gik ind i bulkfart ved levering af to simple 16.000 tdw bulkcarriers uden kraner, nemlig ’Slesvig’ og ’Vinland’. Med en samlet flåde på 6 bulkcarriers plus to 10.000 tdw conbulkers i perioden 1959-1979, blev rederiet dog aldrig store i et segment, som skulle bidrage til rederiets undergang.
Efter et godt år i 1975 søgte rederiet nemlig efter egnede investeringsmuligheder.
J. Lauritzen havde netop kontraheret en panamax bulkcarrier ’Irena Dan’ i Irland, hvorfor Dansk-Fransk konkluderede, at når et stort rederi tager sådan en beslutning, kunne det vel ikke gå helt galt. Dansk-Fransk bestilte derfor et søsterskib ’Slesvig’ fra et værft i Amsterdam for levering i 1977 til en meget høj pris. Inden skibet blev leveret faldt bulkmarkedet imidlertid, og ’Slesvig’ blev en dyr fornøjelse for rederiet.
Grønland
Rederiet fik fra begyndelsen fra 1960’erne et længere samarbejde med KGH om sejlads på Grønland, hvilket for rederiet blev til et af de bedre forretningsområder, hvor bl.a. m/s ’Grønland’ på
4.400 tdw bygget 1961 blev sat på timecharter til KGH. Derefter fulgte Congo-båden ’Mayumbe’, som blev malet rød, for at betjene de større isfri havne. I 1973 byggede Dansk-Fransk en ny ’Grønland’ som søsterskib til J. Lauritzen’s ’Linda Dan’.
Skibene var bygget til palletiseret gods, men ’Grønland’ blev solgt i 1979 efter Dansk-Fransk’s konkurs, for at sejle videre til KGH under nye ejere. Desuden havde rederiet en 55% andel i kyst-passagerskibet ’Disko’. Det lille produkttankskib, ’Irland’, frøs i vinteren 1971/72 inde i Egedesminde sammen med ’Frida dan’ fra J. Lauritzen og ’Britannia’ fra A.E. Sørensen, hvor de med en reduceret besætning og på fortsat timecharter gav god ’beskæftigelse’ for deres rederier.
Færgefart
Dansk-Fransk gik i 1962 ind i færgefart fra Kalundborg til Julesminde, og senere også ind i Grenå-Hundested overfarten.
Dette blev ikke nogen succes, og overfarterne blev i 1980 solgt til DFDS.
Konkurs
Dansk-Fransk var i 1975 i en sund tilstand, men derefter gik det ned ad bakke.
Linjefarten havde store problemer i Vest Afrika, og et dårlig bulkmarked inklusive et tabsgivende salg af panamaxen ’Slesvig’ blev katastrofalt for rederiet.
Kombineret med at færgefarten og en 50 pct. investering i en olieborerig heller ikke blev nogen succes, kom rederiet i 1979 i svære økonomiske vanskeligheder.
Rederiets bankforbindelse ’Kjøbenhavns Handelsbank’ ville ikke give rederiet levetidsforlængelse, til trods for at shipping kredse forsøgte at overbevise banken om, at det dårlige marked for bulk snart ville vende.
Dette skete faktisk i 1980, men for sent.
Flåden bestod i 1979 af 8 skibe, hvor linjen til Vest Afrika og de fire karrygule linjebåde blev solgt til Dannebrog.
Norden og Torm, som i dag kontrollerer en stor flåde, satsede i slutning af 1970’erne primært på bulk, og blev ikke belastet af de tabsgivende aktiviteter, som tilfældet var med Dansk-Fransk.
