Uddannelsesaftale med Brasilien på plads
Danmark underskrev i fredags en samarbejdsaftale med Brasilien, der styrker samarbejdet på det maritime uddannelsesområde.
”Jeg er meget tilfreds med aftalen, som styrker samarbejdet mellem Danmark og Brasilien. Vi har meget at lære af hinanden, og jeg er overbevist om, at aftalen vil gavne studerende og den maritime klynge i begge lande,” siger Andreas Nordseth, der er direktør for Søfartsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Skal tiltrække internationale medarbejdere
Aftalen med Brasilien skal bl.a. medvirke til, at Det Blå Danmark fortsat kan tiltrække de dygtigste internationale studerende og medarbejdere, der kan bidrage til at styrke de internationale miljøer på de maritime uddannelsesinstitutioner og i virksomhederne.
"Aftalen med Brasilien styrker de maritime uddannelsers internationale udsyn og kan på den måde medvirke til, at Danmark har adgang til højtuddannet arbejdskraft med international forståelse, erfaringer og netværk," siger Andreas Nordseth
Aftalen er kommet i hus gennem et tæt samarbejde mellem Søfartsstyrelsen, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser samt de danske repræsentationer i Brasilien, der har fungeret som bindeled mellem de danske og brasilianske myndigheder.