23948sdkhjf

Hven-rute genetableres fra næste forår

Tidligere Endelave-færge skal genindsættes mellem Helsingør og Hven fra foråret 2014. Ruten har været nedlagt siden 2008.
Skibsrederen Jan Kobber fra Tommerup på Fyn vil genetablere ruten mellem Helsingør og den svenske Øresundsø Hven fra foråret 2014. Det skriver Helsingør Dagblad.

Jan Kobber købte tilbage i 2009 den tidligere Endelave-færge Harald Blåtand fra det konkursramte selskab Sonte Shipping i Allerød. Færgen havde da besejlet ruten fra Helsingør og Kyrkbacken på Hven i fire år frem til ejeren gik konkurs i 2008. Siden har Harald Blåtand ligget oplagt i Helsingør, og seneste i Thyborøn, hvor Jan Kobber, ifølge Helsingør Dagblad, nu vil opgradere færgen for et millionbeløb forud for genaktiveringen næste forår.

Hven betjenes i dag af det svenske kommunalt-ejede selskab Ventrafiken, der besejler ruten mellem Landskrona og Bäckviken med færgerne Stjerneborg og Uraniborg. Derudover opererer selskabet ligeledes passagerskibene Jeppe og Norreborg som charterskibe til arrangementer og lign. Jeppe betjener også en rute mellem Hven og København, som dog kun har daglige afgange hen over sommeren.

Ud over Harald Blåtand ejer Jan Kobber også passagerskibene Bertha-K, Svanen og Chimera. Harald Blåtand, dengang med navnet Endelave, stoppede på Horsens/Snaptun – Endelave-ruten i 1996 i forbindelse med, at overfarten fik sin nuværende færge.

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078