Biograffilm er på vej om det voldsomme skibsforlis i Hirtshals
Af Søren Kjær
Christian Andersen var ikke født endnu, men ulykken er alligevel tæt forbundet med filminstruktørens eget liv.
Hans mor var gift med en af de mænd, som omkom i 1981 ud for Hirtshals. Her forliste en fiskekutter ved indsejlingen med tre besætningsmedlemmer. Redningsfartøjet RF2 drog ud for at redde mændenes liv, men blev også besejret af det voldsomme stormvejr. Det blæste 20 meter i sekundet fra nordøst. Ni mænd måtte lade livet i løbet af den skæbnesvangre vinternat – seks fra redningsfartøjet og tre fra fiskekutteren Hanne Dorte.
Morens mand - og hans storebrødres far - var ombord på fiskekutteren. Christian Andersen er desuden opvokset i Hirtshals, og nu er han ved at lave en spillefilm om det tragiske forlis.
- Det er en ulykke, som er tæt knyttet på min familie. Det var et kæmpe slag for byen, hvor de fleste havde en relation til en af dem, som omkom, siger Christian Andersen til Fagavisen Søfart.
- Jeg er siden begyndt at lave film. Det kan man kalde tilfældigt, men det er det ikke, når jeg vælger at lave en film forliset.
35-årige Christian Andersen står også bag filmen ”Ingen skal sove”, som blev vist i 25 biografer og solgt til 15 lande. Han er uddannet i statskundskab og har tidligere lavet Deadline på Danmarks Radio.
Fokuserer på kvinder og børn
Nu er det skibsforlisene i hjembyen, som Christian Andersen kaster kræfterne over. Prøveoptagelser er blevet foretaget på Hirtshals Havn i løbet af sommeren, mens de rigtige optagelser går i gang 2023 – hvis alt går efter planen med finansiering og lignende. Filminstruktøren selv er optimistisk.
Selvom den dramatiske hændelse i Hirtshals udspillede sig i vandet, kommer filmen til at handle om, hvordan de efterladte håndterer et skibsforlis som dette - på land.
- Jeg fokuserer på dem, der står tilbage. Det har ofte været kvinder og børn. Deres perspektiv har historisk set været fraværende i ulykker som disse, siger Christian Andersen.
- Jeg har samtidig et behov for at fortælle en historie om det, jeg selv kender til. Om hvordan det er at være derhjemme og kigge ud over det åbne hav og vente på, at far kommer hjem.
Handlingen udspiller sig i 1981, ligesom ulykkestidspunktet, hvor fiskeriet er det absolut største erhverv i Hirtshals.
- Det er helt naturligt, at folk får arbejde på havnen. Dynamikken rykker ind i familiestrukturen. Familiens mand er fisker, og kvinderne skal i lange perioder få familien til at hænge sammen. Det er den arena, som historien tager udgangspunkt i. Pludselig rammer en forfærdelig ulykke, og jeg vil vise, hvordan det påvirker lokalsamfundet.
Skylden blev rettet mod redningsfolkene
Der er nok at tage fat på for en filminstruktør som Christian Andersen, når det kommer til, hvordan efterspillet påvirkede de personer, som blev efterladt tilbage med et navn mindre på postkassen.
Undersøgelser blev sat i gang for at finde årsagen til, at RF2 forliste. Redningsfartøjet burde jo ikke kunne synke. Havarikommissionen fandt frem til, at det sandsynligvis var redningsfolkenes egen skyld på grund af dårlig manøvrering. En konklusion, som viste sig ikke at være sand.
- Det er en kollektiv sorg, der rammer, når sådan en ulykke sker. Men når skylden efterfølgende bliver sat på redningsfolkene, kan det sætte noget i gang i familien, kolleger og venner. Det er derfor også en del af historien, at redningsfolkene bliver erklæret uskyldige. Det er vigtigt at fortælle, hvor store helte de er. Der mangler generelt en hyldest af redningstjenesten, som har været drevet af frivillige gennem 150 år, siger Christian Andersen.
Filmen tager udgangspunkt i de faktuelle omstændigheder omkring forliset, men selve dramaet er ren fiktion.
Følger en 17-årig dreng
En fiktiv familie har mistet sin far og mand. Det er udgangspunktet for historien. Skyldsspørgsmålet hærger beboerne i Hirtshals, og redningsfolkene får skylden. Men sønnen tager sagen i egen hånd.
- Vi putter disse omstændigheder ned i en 17-årig drengs sorg. Han efterforsker sagen, og omdrejningspunktet bliver hans kamp for at rense sin fars navn, fortæller Christian Andersen.
Han understreger desuden, at filmholdet holder sig fra at inddrage konspirationer og andet sladder, som opstod i den efterfølgende periode. Christian Andersen taler desuden langsomt og præcist, når han beskriver filmen og den bagvedliggende – reelle – historie.
- Jeg vil ikke splitte folk og har ikke et ønske om at rive op i gamle sår. Der er stadig pårørende, hvor savnet gør ondt. Men selvom nogle er bange for at rippe det op igen, oplever jeg stor opbakning i miljøet.
Instruktøren skal stå til regnskab
Filminstruktøren går professionelt til værks, når det kommer til at skildre begivenheden og den fiktive historie.
Men han kan ikke komme udenom, at han selv er fra byen og har haft oplevelsen tæt på sit eget liv.
- Det påvirker mig allermest, hvis folk er nervøse for vores film eller føler sig ramt. Det påvirker mig på et personligt plan, og jeg ved, at jeg kommer til at stå til regnskab for alt, hvad jeg laver, siger Christian Andersen og understreger igen, at han ikke vil spekulere eller bedrive sensation med den kommende film.
- Men jeg synes også, at vi som historiefortællere skal fortælle en historie, selvom den gør ondt. Der er noget at lære af ulykken. Der er stadig historier om, at redningsbåde er udaterede, og det gør bare filmen mere aktuel.
Christian Andersen håber – forsigtigt – på, at filmen kan vises i landets biografsale i 2024. ”Synkefri” er det foreløbige navn på filmen.
