Svenske myndigheder overvejer anklage om manddrab efter kollision
De svenske myndigheder overvejer at rette en anklage om manddrab mod to besætningsmelemmer på det engelske fragtskib ’Scot Carrier’, der i går morges kolliderede med den danske selvsejlende pram ’Karin Høj’, hvor to danske statsborgere endte med at miste livet.
Det oplyser myndighederne til det svenske medie Aftonbladet, hvor det også fremkommer, at besætningen ombord på det engelske skib efter alt at dømme har handlet dybt uforsvarligt efter kollisionen med det danske fartøj.
Ifølge myndighederne betegner de kollisionen som en såkaldt ’hit and run’, idet det engelske fartøj fortsatte videre på sin rute efter at have sejlet over den danske pram, hvilket altså havde en dødelig udgang for de to danske besætningsmedlemmer.
Aftonbladet skriver yderligere, at to besætningsmedlemmer fra det engelske ’Scot Carrier’ på nuværende tidspunkt er varetægtsfængsel i et svensk fængsel, efter stærk mistanke om spritsejlads.
Det drejer sig om en britisk statsborger født i 1991 og en kroatisk statsborger født i 1965.
Scotline Marine Holdings, som er rederiet bag det engelske fartøj, bekræfter over for det svenske medie, at besætningsmedlemmerne er tilbageholdt, ligesom de sender deres kondolance til de danske besætningsmedlemmers familier og pårørende.
Rederiet bekræfter også, at besætningsmedlemmerne med høj sandsynlighed var påvirket af alkohol under sejladsen. Det er dog endnu ikke bekræftet af myndighederne.
Alarm
Samtidig er det kommet frem, at der efter kollisionen indløb en alarm fra ’Karin Høj’ til kystmyndighederne, som efterfølgende beordrede alle fartøjer i nærheden til området for at bistå med hjælp.
Dog valgte besætningen på ’Scot Carrier’ at fortsætte sin rute, indtil de blev kaldt op af de svenske myndigheder og beordret tilbage. Det bekræftes af AIS-data fra Vesselfinder.
- Det var først, da myndighederne beordrede skibet tilbage, at besætningen valgte at ændre kurs og søge tilbage mod området, hvor kollisionen indtraf, siger en kilde til Aftonbladet.
Kollisionen fandt sted mellem Ystad og Bornholm på et tidspunkt, hvor vandtemperaturen var omtrent fire grader og under tågede vejrforhold.
Begge danske besætningsmedlemmer er efter alt at dømme døde. Dog er det kun liget af den ene, der indtil videre er fundet.