23948sdkhjf

148 meter lang feeder beskadiget nord for Fyn

Den 1.118 TEU store container-feeder 'Mito Strait' kan ikke komme videre ved egen hjælp efter at have strejfet bunden

Omkring klokken 05.00 mandag morgen ramte container-feederen 'Mito Strait' bunden ud for Bogense på nordsiden af Fyn.

Og tirsdag morgen ligger skibet der stadig, flankeret af miljøskibet 'Marie Miljø'. Det skal nemlig have hjælp til at komme videre.

Det fortæller Claus Elberth, der er vagtholdsleder i Forsvarets Operationscenter.

- 'Mito Strait' er ikke gået på grund, men det har strejfet bunden med en sådan kraft, at vi blev nødt til at undersøge sagen nærmere.

- Skibet har fået nogle skader på sin skrue og på sit ror. Det kan ikke sejle videre ved egen hjælp.

- Der arbejdes for nuværende på, hvordan det kan komme derfra, så det kan komme til en havn, få udbedret skaderne og sejle videre derfra, siger han til Ritzau.

Forsvarets Operationscenter oplyser samtidig, at der ikke har været olieudslip og dermed forureningsfare.

'Mito Strait' er 148 meter langt, bygget i 2006, har en kapacitet på 1.118 TEU og er indflaget i Antigua & Barbuda. Det var på vej fra Hamburg til Fredericia, da det ramte bunden.

Det er uvist, hvor længe fragtskibet skal blive liggende, før det hjælpes videre. Dog er forventningen, at det senest sker tirsdag.

- Skibets besætning og rederiet har en interesse i at få det væk herfra. Vi skal være helt sikre på, at det foregår på betryggende vis, siger Claus Elberth.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107