Torm nærmer sig ny finansiel redningskrans med betingelser
Den langsigtede afklaring på Torm finansielle udfordringer nærmer sig. I første omgang har Torm fået dispensation for hovedparten af sine långivere omkring brud på en midlertidig aftale om arbejdskapital.
De endelige vilkår for en ny restruktureringsaftale skal være på plads inden udgangen af første kvartal, og de er endnu ikke færdigforhandlede.
"På nuværende tidspunkt forventes restruktureringen at medføre, at långivere først vil nedskrive gælden til de aktuelle skibsværdier til gengæld for tegningsrettigheder og kan vælge at konvertere dele af den resterende gæld til ny egenkapital i selskabet," skriver Torm i en pressemeddelelse.
Det indebærer blandt andet, at Oaktree Capital Management, en af Torms kreditorer, vil indskyde produkttankskibe i bytte for en kontrollerende aktiepost i det restrukturerede rederi.
Det betyder en "betydelig" udvanding af de nuværende aktionærer, der formentlig kun vil sidde tilbage med en-to pct. af den ordinære aktiekapital, oplyser Torm.