Royal Arctic Line klar med afløser for CEO Jens Andersen
PERSONALIA: A.P. Møller - Mærsk-mand tiltræder til 1. august som afløser for CEO Jens Andersen, der kunne have fortsat til næste forår.
Med udnævnelsen overtager Verner Hammeken, 49 år, ansvaret for Royal Arctic Line-koncernens aktiviteter inden for rederi og linjefart, havne og logistik. Royal Arctic Line A/S har koncession på søtransporten af gods til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer og bygder.
Verner Hammeken, som er født i Narsaq i Grønland, er oprindeligt shippinguddannet hos A.P. Møller - Mærsk hvor han blev ansat i 1987. Han har suppleret sin uddannelse med kurser på Københavns Universitet og London Business School, og forventer færdiggørelse af sit afsluttende MBA-projekt i juli 2015 fra Aston Business School.
Kommentarer
"Jeg glæder mig til at komme i gang med, hvad der for mig er et ønskejob. Forude venter konkrete opgaver i forbindelse med den nuværende økonomiske situation, flådefornyelsen samt store infrastrukturprojekter i Grønland, herunder den nye terminal i Nuuk," udtaler Verner Hammeken.
"Bestyrelsen ser meget frem til samarbejdet med Verner Hammeken. Med det glidende generationsskifte er rederiet i rigtig gode hænder. Verner Hammeken kan nu forberede sig på opgaven, mens han trækker på Jens' lange erfaring og indsigt. Det er vi fra bestyrelsens side rigtig glade for," udtaler bestyrelsesformand for RAL Kuno Fencker.