Hvide Sande virksomhed i spil til byggeriet af danske krigsskibe

Nye krigsskibe er på vej til Danmark, og alt peger på, at det bliver med dansk deltagelse.
I går kom det frem, at Semco Maritime var blevet indlemmet i konsortiet Danske Flådeskibe, der står bag projektet, og nu står endnu en dansk virksomhed frem.
Det skriver TV Midtvest.
Der er tale om Seasight Solutions i Hvide Sande, der er en del af Seasight Group, der også rummer værftet Hvide Sande Shipyard.
- Vi er godkendt som underleverandører til tidligere konsortier, og der er ikke mange, der har bevaret kompetencerne til at bygge skibskomponenter på dansk jord, siger Thomas Halkjær Kristensen, direktør for Seasight Solutions.
- Vi ser frem til at bidrage til dette ambitiøse projekt og være en del af en ny æra for dansk skibsbygning, siger han til mediet.
Konsortiet bag de nye krigsskibe forventer at skabe op til 600 arbejdspladser og involvere produktion i milliardklassen.
Modellen er, at komponenter til krigsskibene bygges flere steder i Danmark for dernæst at blive samlet i Esbjerg.
Konsortiet forventer at kunne levere det første skib til Søværnet i 2029.
Ejerkredsen bag Danske Flådeskibe K/S består af forsvarsvirksomheden Terma, Odense Maritime Technology, pensionskassen PensionDanmark og Semco Maritime. Konsortiet sigter mod at skabe en stærk dansk tilstedeværelse i produktionen af fremtidens flådeskibe.
Initiativet sker på baggrund af regeringens og forsvarsforligskredsens beslutning om at anskaffe nye arktiske patruljeskibe til at styrke Danmarks militære kapacitet i nordlige farvande.
Læs også:
Aftalen er skrevet under: Vil bygge arktiske skibe i Danmark