Tidligere Samsø-færge får ny ejer - igen
'M/F Samsø' er på lidt af en verdensturné.
For efter ganske kort tid under canadisk ejerskab har færgen fået ny og nu italiensk ejer.
Det skriver Shippax.com.
I november 2024 solgte Molslinjen 'M/F Samsø' til det canadiske transportselskab CTMA, der ville chartre den ud til et canadisk rederi. Men der opstod knaster i den canadiske aftale, og i december gik samarbejdet i vasken. Det betød, at færgen i december stadig befandt sig i dansk farvand, oplyste Molslinjens kommunikationschef til Søfart.
Nu har den canadiske ejer solgt færgen tilbage til Europa, helt præcis italienske Blu Navy, der driver færgefart mellem Piombino og Elba.
Det forventes, at færgen bliver sat i drift på ruten til sommer.
Elfærge på vej
Molslinjen satte 'M/F Samsø' til salg, fordi der inden længe indsættes en ny batterifærge på ruten mellem Kalundborg og Ballen.
Leveringen af elfærgen 'Tyrfing' er dog forsinket, fordi værftet i tyrkiske Cemre, hvor færgen bliver bygget, blev ramt af et jordskælv tilbage i starten af 2023.
Det betød, at medarbejderstaben i en periode måtte forlade deres arbejde, og det har ikke været muligt at indhente det tabte.
Det betyder også, at Molslinjens nye færge til Als-ruten 'Nerthus' også bliver forsinket.
Den skulle have været leveret 1. december, men det er endnu uklart, hvornår færgen kommer til Danmark.
Molslinjen håber, at både 'Tyrfing' og 'Nerthus' kan være i drift til at varetage påsketrafikken.