23948sdkhjf

Oslo-færge må forlænge tiden i dok

Udfordringerne skyldes fejl på leveringen af materiel til kahytterne

'Nordic Pearl', som den ene af de to Oslo-færger nu hedder, får et længere ophold i Landskrona end ventet.

Den omfattende opgradering, som færgen har været igennem siden årsskiftet, er ramt af uforudsete udfordringer, og derfor må opholdet i dokken forlænges.

Skibet skulle oprindeligt vende retur til København fredag den 24. januar – iklædt nye farver udenpå og med opgraderede kahytter indeni.

Nu forventes færgen i København i næste uge - den 28. januar i stedet for. 

- Vi er desværre løbet ind i uforudsete udfordringer i forbindelse med den indvendige renovering. Grundet manglende leverancer og fejlleverancer af materiale til kahytterne, bliver Nordic Pearl desværre ikke klar til at sejle fra København på fredag, siger Kim Heiberg, EVP, Head of Copenhagen-Oslo Route hos Gotlandsbolaget.

Han tilføjer, at der lige nu arbejder 400 håndværkere ombord. 

- Dette er den største opgradering, der nogensinde er lavet på ruten. Vi glæder os til at byde velkommen ombord og vise de nye faciliteter, når skibet er klar. Vi beklager selvfølgelig til de gæster, der er berørt af situationen, og håber, de vil have tålmodighed med os i denne proces, siger Kim Heiberg.

Gæster, der er berørt af de aflyste afgange med Nordic Pearl fra København den 24. og 26. januar og fra Oslo den 25. og 27. januar kan vælge at få ombooket deres rejse til et senere tidspunkt eller få pengene refunderet.

Navne, farver og look

'Nordic Pearl' er den første af de to Oslo-færger, der gennemgår den omfattende renovering. Til marts er det 'Nordic Crowns' tur til at få en lignende opgradering.

Gotlandsbolaget, der overtog ejerskabet med Oslo-ruten og de to færger, planlægger at bruge et trecifret millionbeløb på renovering af de 1.332 kahytter, der til sammen er på de to færger.

Siden nytår er færgernes to nye navne blevet offentliggjort, og senest kom det frem, hvilke farver, de to færger skal males i.

Senere på året vil Gotlandsbolaget afsløre Oslo-rutens nye navn, men Kim Heiberg, har tidligere udtalt, at det er nærliggende at tænke i nordiske baner til det nye rutenavn, nu hvor begge færger har fået fornavnet Nordic.

Læs også:

Her er Oslo-færgernes nye look

Her er Oslo-færgernes nye navne

Analyse: Her er svenskernes plan med Oslobåden

Fordobler medarbejder-staben: Her Oslo-færgernes nye ejer

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064