Arkivarer finder Tordenskiolds noder i skibsjournaler
Rigsarkivet har fundet en hidtil ukendt logbog med 300 år gamle noder, som kan føres tilbage til Tordenskiolds skib.
Det skriver Rigsarkivet i en pressemeddelelse.
Logbogen blev fundet i forbindelse med en omfattende gennemgang af tusindvis af vejrobservationer fra århundreders sejladser.
På første side af logbogen står der "Journalbog fra den 1ste Januar indtil 8. Maj 1715, holden på et Orlogskib". Derudover var der ingen datomærkninger eller informationer om, hvor noderne kom fra.
- Det er et ret usædvanligt fund, fortæller arkivar Adam Jon Kronegh, der også er kendt for at løse arkivmysterier i tv-serien Forsvundne arvinger.
- Vi har allerede været igennem rigtig mange skibsjournaler her i Rigsarkivet, og vi har aldrig fundet noder før, siger han i en pressemeddelelse.
Arkivarerne satte alt ind på at finde ud af, hvorfor noderne stod i logbogen og hvilket skib, der havde ført journalen.
Efter først at have fulgt et blindt spor, bemærkede arkivarerne, at skibsjournalen virkede som en kladde uden officielle stempler og med udstregninger og rettelser.
Derfor fik de mistanke om, at de sad med den oprindelige logbog, som senere blev brugt som kladde til den formelle skibsjournal.
Arkivarerne fandt en digitaliseret udgave af skibsjournalen på Norges Universitetsbibliotek (NTNU), og ved at sammenligne de to, fandt de endelig svaret på skibets navn og hvem kaptajnen var.
- Vores bedste forklaring på de identiske tekster er, at den skibsjournal, vi fandt i Det Kongelige Biblioteks samling uden navn og oprindelse, faktisk er Tordenskiolds ukendte logbog, som han havde med på sit skib, Løvendals Galej.
- Derudover var vi bare heldige, at der var en ekstra og ret usædvanlig tilføjelse med noderne. Så nu har vi også vækket historien til live ved at spille den fine, lille melodi fra Løvendals Galejs logbog for måske første gang i mere end 300 år, siger Adam Jon Kronegh.
Peter Jansen Wessel var en søhelt i den dansk-norske flåde. Han blev adlet Tordenskiold i 1716 som kun 25-årig.
Samme år vandt han en opsigtsvækkende sejr ved Dynekilen, hvor en svensk forsyningsflåde blev ødelagt.
Det var stærkt medvirkende til, at den svenske konge Karl XII måtte opgive sit forsøg på at erobre Norge.
Tordenskiold blev øverstkommanderende for Kattegat-eskadren, og i 1719 erobrede han Marstrand og ødelagde kort efter resten af den svenske flåde i Göteborg.
/ritzau/