Særaftale for fiskerskibe sender CO2-udledning til tops
Neutraliseringen af CO2-afgiften på fiskeriet vil betyde tabte CO2-reduktioner for omkring 400.000-500.000 ton i Danmark i årene frem mod 2030.
Det fortæller klimaminister Lars Aagaard (M), efter at regeringen mandag har præsenteret et forslag til at neutralisere afgiften for fiskeriet frem mod 2030.
Ministeren mener dog ikke, at den annullerede afgift vil give en reel klimapåvirkning. For fiskernes udledning ville bare være rykket til udlandet i stedet for at blive reduceret i Danmark.
- Vi er ikke interesserede i at føre en klimapolitik, hvor 100 procent af CO2-udledningen bare flytter ud af det danske regnskab og ind i nabolandene, siger Lars Aagaard.
De tabte reduktioner ventes ikke at påvirke klimamålet for 2030, da afgiften skal indfases igen på det tidspunkt.
Alligevel møder forslaget kritik fra den grønne tænketank Concito.
Klimaproblemet kræver handling allerede nu, og temperaturstigningerne er ligeglade med et mål i 2030.
- Det er selvfølgelig ikke lige meget. Hvert eneste ton, vi udleder, er vigtigt, siger Torsten Hasforth, cheføkonomi i Concito.
For en måned siden trådte CO2-afgiften på udledning af drivhusgasser i kraft for industrien og fiskeriet.
Det har dog ført til udfordringer for fiskerierhvervet, hvor flere er begyndt at lægge til i andre lande for at spare CO2-afgiften. Den pålægges, når en fiskerbåd tanker diesel i en dansk havn.
Fiskeriet har fremført, at de ikke har mulighed for at omstille deres dieselbåde til eldrevne motorer eller bruge grønne brændstoffer.
Derfor vil der i regeringens optik ikke være tale om reelle reduktioner, men blot en forskydning af aktivitet og forurening væk fra Danmark.
- Der er et krav om social balance, og der er nogle lokalsamfund i Danmark, for hvem det her rammer rigtig hårdt. Det er ikke Storkøbenhavn, der bliver ramt – det er nogle af de provinsbyer, hvor fiskeriet fylder, siger Lars Aagaard.
Spørgsmål: Andre sektorer i industrien vil kunne anlægge samme logik og dermed være utilfredse med, at fiskeriet får rabat, fordi de brokker sig?
- Det er jeg overhovedet ikke enig i, siger Lars Aagaard.
- For det første har den klassiske industri en meget stor omstillingspulje. Og mange industrivirksomheder har muligheden for at gå væk fra at bruge fossile brændstoffer til vedvarende energi og dermed komme helt af med at betale afgiften.
Ministeren påpeger, at en fisker har sværere betingelser for at omstille sin drift.
Torsten Hasforth fra Concito mener dog, at fiskeriet godt kunne have omstillet sig til en mere klimavenlig praksis.
- Det er en sandhed med modifikationer, at fiskeriet ikke har mulighed for at omstille sig. Man kan godt skifte til et mindre energiintensivt fiskeri i forhold til der, hvor man er i dag, siger han.
Hos SF var man i sommeren 2022 med til at indgå aftalen bag CO2-afgiften.
To et halvt år senere er de nu stærkt utilfredse med, at den annulleres for fiskerierhvervet.
- Jeg synes, at klimaminister Lars Aagaard som minimum skulle have afholdt et møde med os klimaordførere, inden de gjorde noget så radikalt som at udsætte en klimaafgift, vi har aftalt i fællesskab, siger klimaordfører Carl Valentin.
Regeringens tiltag vil underminere troværdigheden af den klimapolitik, som Folketinget fører. Og det vil sende et usundt signal til de brancher, der skal omstille sig, siger klimaordføreren.
- Hvis der var en fisker, der havde forberedt sig på at betale afgiften, får de bare en lang næse.
Carl Valentin er ydermere bekymret for, om landbruget vil blive inspireret, når afgiften rammer dem i 2030.