Hirtshals Havn slog rekord og udvider til større skibe
2022 blev et rekordår for Hirtshals Havn, hvor der endelig kunne sættes et solidt punktum for coronapandemiens indflydelse på havnens aktiviteter.
Det skriver havnen i en pressemeddelelse.
Med en omsætning på 84,9 mio. kr. kan havnen således notere sig en stigning på knap 12 pct. i forhold til året før.
Omsætningen og resultatet før skat på 6,4 mio. kr. er først og fremmest fremkommet ved en normalisering af bil- og passagertrafikken, som nu er tilbage på samme aktivitetsniveau som i 2019. Samtidig er godsmængden steget med 8,2 pct. fra 2019 til 2022.
- På trods af stigende priser på blandt andet elektricitet, vedligeholdelsesopgaver og olie forårsaget af de geopolitiske omstændigheder har vi alligevel formået at lande et tilfredsstillende resultat, ikke mindst fordi vi havde kalkuleret med store udgiftsmæssige stigninger, siger bestyrelsesformand for Hirtshals Havn Anker Laden-Andersen, i meddelelsen.
Investerer i udvidelse for større skibe
Der blev foretaget anlægsinvesteringer i 2022 til en udvidelse, som blandt andet er en ny indsejling og et ydre forhavnsbassin. De skal forbedre indsejlingsforholdene markant, at det bliver muligt at anløbe havnen med større skibe og i hårdere vejr.
Der bliver også arbejdet med bæredygtighed.
- Vi har i løbet af 2022 arbejdet intenst på at lande flere konkrete aftaler om partnerskaber, som alle har CO2-reduktion som fællesnævner - eksempelvis aftalen omkring Greenport Scandinavia med blandt andre INEOS Energy om udskibning af CO2 fra nordjyske biogasanlæg. 2023 er også allerede kommet godt fra start med blandt andet aftalen om etablering af tankanlæg med flydende gas (LNG) til tung trafik. Greenport North, som arbejder med grønne udviklingsprojekter på Hirtshals Havn, har en stor del af æren for realiseringen af disse projekter, som kun intensiveres i løbet af de kommende år, siger Per Holm Nørgaard, CEO for Hirtshals Havn, i meddelelsen,.
Hirtshals Havns årsregnskab for 2022
Omsætning: 84,9 mio. kr.
Resultat før skat: 6,4 mio. kr.
Godsmængde: 1,95 mio. ton
Lastbiler: 144.000
Personbiler: 780.000
Passagerer: 2.369.000
Fiskeri (værdi af landinger): 417 mio. kr.
https://www.hirtshalshavn.dk/aktuelt/nyheder-fra-havnen/seneste-nyheder/aarsregnskab-stor-tilfredshed-med-omsaetningsrekord-hos-hirtshals-havn
Det højeste antal nogensinde: Biler og passagerer væltede indover kajen