Støtte fra havnepulje skal gå til landstrømsanlæg i jysk havn
Tidligere i dag offentliggjorde Transportministeriet, hvilke erhvervshavne, der får del i de millioner, der er afsat til en havnepulje. Med puljen kunne erhvervshavne søge om tilskud på op til 50 pct. af projektsummen til projekter inden for bl.a. etablering af kajanlæg, moler, vejinfrastruktur på havnen og infrastruktur til landstrøm.
Sidstnævnte er det, som Associated Danish Ports (ADP) skal bruge sine 8 millioner kr. fra puljen på. ADP, der ejer og driver Fredericia Havn og Nyborg Havn samt driver Middelfart Trafikhavn, vil nemlig etablere til landstømsanlæg til ro/ro-færger i Fredericia. Det skriver ADP i en pressemeddelelse.
Støtten fra havnepuljen på 50 pct. af omkostningerne bringer derfor glæde hos havneselskabet:
- Med den kommende havneudvidelse har vi netop tænkt udviklingen af Fredericia Havn ind i en grønnere fremtid, hvor landstrømsanlæg skal understøtte den grønne omstilling af skibsfarten og sikre, at vi imødekommer vores kunders efterspørgsel efter en mere klimavenlig transport. Landstrømsanlægget bliver et delprojekt i den kommende udvidelse af Fredericia Havn, hvor havnens eksisterende ro/ro-terminal flyttes og moderniseres til en fremtidssikret ro/ro-terminal med landstrøm, siger Morten Højrup, driftsdirektør i ADP A/S, i meddelelsen.
Fredericia Havns containeraktiviteter og ro/ro-aktiviteter er ifølge havnen i de senere år blevet væsentlig styrket som følge af de generelt positive konjunkturer og som et resultat af ADP’s udvikling, hvor havnen kobles med Taulov Dry Port, som tiltrækker øgede mængder af gods til området via skib og jernbane.
Forberedelse til endnu et landstrømanlæg
Fredericia Havn har da også planer om at udvide havnen og landstrømanlægget til ro/ro-færgerne, som havnen har fået 50 pct. af finansieringen til med puljen, bliver ikke havnens eneste.
Udvidelsen af Fredericia Havn skal fordoble containerkapaciteten og samt skabe vækst i ro/ro-kapaciteten. Den ny ro/ro terminal får ifølge havnen kapacitet til to skibe i stedet for den nuværende terminal med plads til et skib. Ro/ro-terminalen placeres i umiddelbar tilknytning til et nyetableret areal til ro/ro-trailergods, så intern transport på havnen reduceres væsentligt, hvilket forbedrer logistikken og klimabelastningen fra havnen.
Som en del af udvidelsen, bliver dermed etableret landstrøm i kajen på ro/ro-terminalen og der forberedes også til landstrømstilslutning på den ny containerterminal. Dette vil ifølge havnen bl.a. reducere støjbelastningen.
Udvidelsen af Fredericia Havn har i 2022 været i myndighedsbehandling og det samlede havneudvidelsesprojekt vil efter en forventet godkendelse i foråret 2023 igangsættes.
Den fulde liste over, hvilke havne, der får støtte
Associated Danish Ports A/S
Projekt: Landstrøm til international ro/ro-trafik på Fredericia Havn
Ansøgt tilskud: 8 millioner kroner
Tildelt tilskud: 8 millioner kroner
Kalundborg Havn
Projekt: Landstrøm i Kalundborg Havns Østhavn
Ansøgt tilskud: 6,7 millioner kroner
Tildelt tilskud: 6,6 millioner kroner
Skagen Havn
Projekt: Udvidelse af Auktionsbassin i Skagen Havn
Ansøgt tilskud: 11,3 millioner kroner
Tildelt tilskud: 9,5 millioner kroner
Thyborøn Havn
Projekt: Landstrømsanlæg på Thyborøn Havn
Ansøgt tilskud: 2,6 millioner kroner
Tildelt tilskud: 2,6 millioner kroner
Vejle Erhvervshavn
Projekt: Udbygning af havnen som multimodalt knudepunkt
Ansøgt tilskud: 5 millioner kroner
Tildelt tilskud: 5 millioner kroner
Hvide Sande Havn
Projekt: Ny Nordvestkaj i Hvide Sande
Ansøgt tilskud: 9 millioner kroner
Tildelt tilskud: 8,6 millioner kroner
Thorsminde Havn
Projekt: Opgradering af Thorsminde havn til basishavn for vindoperatører
Ansøgt tilskud: 3,4 millioner kroner
Tildelt tilskud: 3,1 millioner kroner
Thorsminde Havn
Projekt: Nyt Kajanlæg til Thorsminde havn
Ansøgt tilskud: 4,2 millioner kroner
Tildelt tilskud: 4 millioner kroner
Thyborøn Havn
Projekt: Ny indkørsel til Sydhavnsområdet
Ansøgt tilskud: 3,5 millioner kroner
Tildelt tilskud: 1,5 millioner kroner
Aabenraa Havn
Projekt: Forbedring af fendre på Kaj 8 i Aabenraa Havn
Ansøgt tilskud: 0,6 millioner kroner
Tildelt tilskud: 0,6 millioner kroner
Med puljen udmøntes 49,5 millioner kroner. Der er i alt afsat 50 millioner kroner til puljen, hvoraf der er afsat op til én procent til Trafikstyrelsens administration af puljen.
Kilde: Transportministeriet