Havnechef ansat uden om kommunes økonomiudvalg
Eks-politiker blev ansat som havnechef i Hansholm uden behandling eller orientering i Thisteds Kommunes økonomiudvalg. Og det har fået kommunalbestyrelsesmedlem til at kræve ansættelsen belyst, skriver DOI.dk
Den 1. januar blev Hanstholm Havn kommunal efter at have været selvstyrehavn. Thisted Kommune gjorde havnen kommunal sammen med en gæld i omegnen af 630 mio. kr.
Havnens vicedirektør og driftschef Søren Zohnesen blev konstitueret direktør efter fyringen af Nils Skeby i foråret 2022, men da havnen blev kommunal, skulle der ansættes en havnechef i stedet for en direktør.
For socialdemokraten og mangeårig byrådsmedlem i Thisted Kommune Peter Skriver Nielsen var der oprindelig ingen tvivl om, at der måtte en ny person til stillingen som havnechef. Han havde som medlem af kommunalbestyrelsens økonomiudvalg også tænkt, det var en ansættelse, som skulle besluttes i udvalget. Men han blev overrasket.
- Vi kunne læse i avisen, at Søren Zohnesen var blevet ansat som havnechef, fortæller Peter Skriver Nielsen til Danish Offshore Industry DOI.dk.
Havnen baserer sine indtægter det vigende fiskeri samt en enkelt fragtrute foran en forretningudvikling af de helt store. Havnens omsætning ligger mellem 30-33 mio. kr. årligt. Den skal øges, og det kræver stærke kompetencer indenfor forretningsudvikling i en grøn retning.
- Jeg havde noget imod, at Søren Zohnesen skulle udnævnes, siger Peter Skriver, der oprindeligt gerne ville have set en ny på posten.Søren Zohnesen sad frem til sidste kommunalvalg som medlem af Thisted byråd for Venstre, hvor han ikke opnåede genvalg. Zohnesen var havneassistent i Hanstholm Havn, indtil han blev vicedirektør og driftschef i december 2020.
DOI.dk har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Thisteds borgmester Niels Jørgen Pedersen (V).