Forskningsmidler på vej til CO2-fangst og power-to-x
Der kommer flere penge til forskning i grøn omstilling samt digitalisering og teknologi.
Det fremgår af den årlige aftale om fordeling af forskningsreserven, der tirsdag aften er blevet forhandlet på plads hos uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
Aftalen er indgået af alle partier i Folketinget.
Af forskningsreserven er cirka 300 millioner kroner afsat til fangst og lagring af CO2, grønne brændstoffer - blandt andet power-to-x, klimavenligt landbrug og cirkulær økonomi.
HySynergy producerer første portion grøn brint via P2X
Som noget nyt er der også afsat penge til kvanteforskning. Her er aftalepartierne blevet enige om at afsætte 150 millioner kroner. Desuden er der afsat 50 millioner kroner til forskning i super- og kvantecomputere.
Yderligere 12 millioner kroner er afsat til udvikle et kvantekrypteret kommunikationsnetværk. Med kvantekryptering er håbet, at man i fremtiden kan skabe helt sikker kommunikation, der ikke kan hackes af andre.
- Jeg er glad for, at det er lykkedes at lande nogle ambitiøse prioriteringer for dansk forskning med samtlige partier i Folketinget. Og jeg vil gerne sige tak til ordførerne for gode og konstruktive forhandlinger, siger hun i en pressemeddelelse.
- Vi er blevet enige om nogle vigtige pejlemærker for langsigtede investeringer. Og det er på områder, hvor samfundet har brug for nye idéer og nye løsninger for vores klima, sundhed, trivsel, sikkerhed og en ny, stor satsning på kvanteteknologi.
Ifølge ministeren er der desuden sikret store bevillinger til forskning, som er fri for politisk prioritering.
Reserven i 2023 er på 3,6 milliarder kroner, hvilket er det højeste beløb nogensinde. Forskningsreserven er en del af det samlede offentlige forskningsbudget på 27 milliarder kroner.
Forskningsreserven er typisk en af de første delaftaler for næste års finanslov. Regeringens finanslov for 2023 ventes fremsat i løbet af marts måned. Den ville normalvis være blevet forhandlet på plads inden årets start, men blev udskudt grundet folketingsvalget og den efterfølgende regeringsdannelse.
/ritzau/