23948sdkhjf

Statsminister advarer mod konspirationsteorier efter gasrørshistorie

En teori om USA's påståede angreb på Nord Stream-gasrør fik liv af udtalelser fra den amerikanske præsident

Eksplosionerne på gasledningerne Nord Stream 1 og 2 er stadig et mysterium, og det er uvist, om der nogensinde kommer et officielt svar på, hvad der skete i sensommeren under havet nær Bornholm.

Danske myndigheder efterforsker i lighed med tyske og svenske kolleger sagen, og de manglende svar har sat gang i mange teorier, men det er der ikke noget at gøre ved, konstaterer statsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg vil advare mod konspirationer i enhver sammenhæng og i det hele taget. Jeg anerkender ikke en præmis om, at myndigheder er ansvarlige for konspirationsteorier.

- Altså det er dem, der fremsætter dem, der må tage det ansvar. Jeg vil advare imod konspirationsteorier, men der pågår en efterforskning. Der er ikke konkluderet på baggrund af den, siger Mette Frederiksen.

En af de de historier, som har vakt mest opsigt om hændelsen, er bragt af en kendt amerikansk journalist.

Seymour Hersh skrev 8. februar på sin blog med baggrund i en anonym kilde "med direkte kendskab til planlægningen", at USA og Norge stod bag. Det blev afvist som "ren fiktion" af førstnævnte og "nonsens" af sidstnævnte.

SPØRGSMÅL: Kan du afvise det (påstanden om at USA stod bag, red.)?

- Altså i forhold til sprængningerne, som, jeg tror, kommer bag på rigtig mange danskere, så er de ansvarlige myndigheder i de lande, som dette relaterer sig til, i gang med at efterforske. Der er ikke konkluderet på den efterforskning, så jeg har ingen kommentarer til det spørgsmål.

Hersh har siden afvist at fremlægge dokumentation for sin detaljerige udlægning, som gik verden rundt, og blev omtalt også i danske medier, men som også er meget omstridt.

Teorien om USA's aktive rolle har fået liv af, at den amerikanske præsident, Joe Biden, på et pressemøde kort før krigen sagde, at USA ville "gøre en ende" på gasforbindelsen mellem Rusland og Tyskland, hvis Rusland angreb Ukraine.

- Jeg lover dig, at vi vil være i stand til at gøre det, svarer Biden, da journalisten efterfølgende vil vide, hvordan USA kan blande sig i den sag.

Hersh er ikke den første, som har fremsat en udlægning af sagen. Der har været flere teorier om, hvem som sprængte hul på de to ledninger i september 2022.

Rusland er af flere politikere og sikkerhedseksperter blevet udpeget som den oplagte skurk.

Den tyske chefanklager Peter Frank sagde dog for nogle uger siden til avisen Die Welt, at der ikke er fundet beviser for, at Rusland står bag.

SPØRGSMÅL: Får danskerne et svar på, hvad der er sket ude i Østersøen?

- Ja, det vil jo afhænge af, hvad efterforskningen måtte resultere i. Man kan ikke foruddiskontere, hvad den måtte komme frem til?

SPØRGSMÅL: Så det kan godt være, at det forbliver ubesvaret, hvad der egentlig skete?

- Der er ikke konkluderet på den efterforskning. Jeg kan ikke sige andet end det, siger statsministeren.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078