23948sdkhjf

Finsk strejke rammer dansk forsyningskæde

Hvis den finske strejke bliver langvarig, kan det få alvorlige konsekvenser for papirmarkedet

Strejken i den finske transportsektor kan have alvorlige konsekvenser for papirmarkedet i Europa. Det gælder også i Danmark, hvor kommunikationsindustriens erhvervsorganisation, Grakom, frygter, at trykkerierne kan få svært ved at levere trykte medier og reklamer til kunderne.

- Den finske strejke kommer virkeligt på et kritisk tidspunkt. Papirmarkedet har det seneste år været ganske nervøst med store prisstigninger, hvilket blandt andet har skyldtes høje energipriser kombineret med en lav produktionskapacitet, idet flere papirfabrikker er lukket under coronaepidemien, siger Thomas Torp, administrerende. direktør for GRAKOM, i en pressemeddelelse.

Strejken har været i gang siden midten af sidste uge, hvor overenskomstforhandlingerne for transportsektoren brød sammen. Indtil videre er strejken planlagt til at vare en uge og konsekvensen har været lukkede havne og lastbiler, som holder stille.

Det har gjort det svært at få varer som eksempelvis papir frem til kunderne. Ifølge Grakom kommer en stor del af papiret til danske tryksager fra netop Finland, og organisationen frygter det vil give store problemer, hvis strejken bliver langvarig. Papirmarkedet er nemlig i forvejen presset, efter sidste års strejke i den finske papirindustri.

- Situationen kan ende på samme måde som sidste forårs strejke hos den finske papirproducent UPM, hvor strejken trak ud, hvilket førte til mangel på flere forskellige papirkvaliteter og massive prisstigninger, siger Thomas Torp.

Også logistikvirksomhederne Freja og Leman har advaret om at strejken kan medføre forsinkelser af gods, der kommer til eller fra Finland.

- Såfremt strejken bliver en realitet, vil det primært påvirke stevedoring, lager, terminal, kørsel og distribution i Finland. Vi gør derfor opmærksom på, at der kan ske væsentlige forsinkelser i transportforløb til og fra Finland, hvor lastning og losning af løstrailere og terminal- og distributionsaktiviteter vil blive påvirket, skrev Leman i en meddelelse til deres kunder, kort før strejken brød ud.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078