Mærsk sætter sig på næstformandsposten i Danske Rederier
Det bliver Caroline Pontoppidan, Executive Vice President i A.P. Møller – Maersk, som indtræder i Danske Rederiers bestyrelse som ny næstformand. Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.
Caroline Pontoppidan er allerede påbegyndt sit arbejde på et bestyrelsesmøde mandag formiddag.
- Vi er i fuld gang med den grønne omstilling af skibsfarten, som er en kæmpe og kompleks opgave i Danmark og globalt. Derfor har vi brug for kompetente kræfter i vores bestyrelse, som kan udstikke kursen for Danske Rederiers arbejde. Jeg er derfor glad for, at Caroline Pontoppidan har sagt ja til at træde ind i bestyrelsen, og jeg er sikker på, at hun kommer til at bidrage positivt til dansk skibsfarts succes, siger Jacob Meldgaard, formand for Danske Rederier og til daglig CEO i TORM.
Mærsk-advokat med i DI’s hovedbestyrelse
Caroline Pontoppidan fik sidste år også plads i DI's hovedbestyrelse og er med Mærsk-topchef Vincent Clerc rykket helt op i den øverste ledelse i Mærsk. Hun er også med i bestyrelsen for investeringsfonden Axcel Management og en række Mærsk-selskaber.
Caroline Pontoppidan skal formelt vælges til bestyrelsen på den kommende generalforsamling.
Vincent Clerc sætter det nye Mærsk-hold
Caroline Pontoppidan overtager næstformandsposten fra Palle Brodsgaard Laursen.
Danske Rederier - bestyrelse
Jacob Meldgaard, CEO, TORM A/S (formand)
Caroline Pontoppidan, Executive Vice President i A.P. Møller – Maersk (næstformand)
Torben Carlsen, CEO, DFDS A/S
Christian M. Ingerslev, CEO, Maersk Tankers A/S
Jan Rindbo, CEO, Dampskibsselskabet NORDEN A/S
Lars Hjorth Simonsen, Skibsreder, M. H. Simonsen ApS
Peter Lytzen, CEO, ESVAGT A/S
Thorsten Jalk, CEO, ZITON A/S
Kilde: Danske Rederier