Maritim producent må hente arbejdskraft i udlandet
SH Group i Svendborg får brug for 100 nye håndværkere de kommende tre år. Det kan virksomheden ikke skaffe udelukkende med dansk arbejdskraft, selv om de hele tiden forsøger at have 15-18 procents lærlinge.
Det skriver avisen Erhverv+.
SH Group fremstiller store el- og hydraulikspil til offshore, marine og vindmølleindustrien. Desuden producerer virksomheden udstyr til det danske forsvar.
SH Group beskæftiger omkring 380 medarbejdere, hvoraf langt de fleste arbejder fra hovedkvarteret i Svendborg. Deraf er 210 timelønnede, og virksomheden har løbende 30-35 unge i lære som enten klejnsmede, maskinarbejdere, rustfrie smede, skibsmontører eller elektrikere.
Rumænere og polakker
- Selv hvis vi skulle fordoble vores omsætning, ville det ikke nødvendigvis betyde, at vi også skulle fordoble antallet af timelønnede, for man kan købe sig til meget andre steder og outsource nogle opgaver, men jeg forventer at skulle skaffe 100 håndværkere over de kommende tre år. Det er så mange, at det ikke kommer til at ske udelukkende med dansk arbejdskraft, siger produktionschef Martin Beck til avisen.
Han har allerede ansat 12-13 rumænske og tre-fire polske håndværkere på danske vilkår, og på grund af manglen på dansk arbejdskraft, bliver det sandsynligvis ikke sidste gang, det sker.
Også svært at skaffe lærlinge
I mange år har det været politik hos SH Group at tage et stort antal lærlinge, og målet er fortsat at have 15-18 procent i lære, men det er også svært at skaffe lærlinge.
- I og med, at der har været talt meget om grøn energi i Danmark, har vi næsten altid succes med at skaffe elektrikerlærlinge. Skibsmontørlærlinge har vi også succes med, men det kniber med at skaffe industriteknikerlærlinge. Og vores smedelærlinge, hvor man skal have lidt sorte fingre, har vi endnu sværere ved at få fat på til trods for, at det giver en rigtig god indtjening, siger Martin Beck til avisen.
Svendborg-firma vil vækste og samarbejde i Esbjerg