23948sdkhjf

Stormen Otto får flere færger til at aflyse afgange

Færgeafgange til Norge, Sverige, Samsø, Ærø, Læsø samt afgange til og fra Bornholm bliver aflyst eller ændret - og listen er givetvis længere

Flere rederier melder om aflyste eller ændrede afgange på grund af stormen, der er døbt Otto. 

Der er ifølge DMI udsigt til, at dele af landet rammes af storm med vindstød af orkanstyrke i løbet af i dag fredag.

Hos Color Line er afgangstidspunktet for flere afgange mellem Danmark og Norge blevet ændret, mens andre afgange er blevet aflyst.

Også Oslofærgen er ramt. DFDS aflyser afgangen kl. 15 fra Oslo til Frederikshavn og 23.55 fra Frederikshavn til Oslo.

Rederiet Stena Line har aflyst en række færger: Afgange mellem Göteborg og Frederikshavn er aflyst klokken henholdsvis 15.45 og 18.25 fra Sverige og 19.45 og 22.35 fra det nordjyske. Mellem Grenaa og Halmstad er afgangen aflyst klokken 14.10 fra Grenaa og 20.00 fra Halmstad.

Bornholm går heller ikke fri. Bornholmslinjen aflyser eftermiddagens og aftenens afgange med 'Express 1' og indsætter i stedet 'Povl Anker' på to afgange i eftermiddag. Rederiet varsler også ændringer lørdag.

Ærøfærgen har aflyst afgangen fra Ærøskøbing 20.35 og afgangen fra Svendborg 22.05 samt afgangen fra Søby 14.15 og 17.05. Det samme er afgangen fra Fynshav 15.30 og 18.20.

Hvis gårsdagens varsler fra DMI hold stik, vil Læsøfærgen også indstille sejladsen fra klokken 15.00 og resten af dagen.

Samsø Rederi oplyser, at flere færgegange er aflyst mellem Samsø og Hou og Samsø og Aarhus. Der er tale om i alt 11 afgange til eller fra Sælvig på Samsø i tidsrummet 12.45 til 22.00 fredag.

Kulminerer fredag aften

Ifølge DMI er der udsendt varsel om storm for Nordjylland, det nordlige Vestjylland samt kattegatøerne Læsø og Anholt.

Samtidig er der varsel om vindstød af stormstyrke i dele af det øvrige Jylland, det nordlige Sjælland og på Bornholm. Det skriver DMI på sin hjemmeside.

Stormen ventes at kulminere fredag aften kl. 18, og DMI forventer, at vinden aftager natten til lørdag.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062