Ørsted indgår carbon capture-kontrakt på stort methanolprojekt
Carbon Clean vinder kontrakten på at levere carbon capture-udstyr til Ørsteds FlagshipONE e-methanolprojekt i Sverige, som Søfart tidligere har berettet om. Den nye ordre bliver dermed britiske Carbon Cleans 50. kommercielle projekt, og virksomheden kalder det for en "milepæl".
Carbon Cleans teknologi skal opfange 70.000 tons CO2 om året fra det biomassefyret kraftvarmeværk i Örnsköldsvik, Sverige. FlagshipONE blander derefter den biogene (bæredygtige) kuldioxid med bæredygtig brint, hvilket vil resultere i 50.000 tons e-methanol om året til brug i skibsfartsindustrien, som i dag tegner sig for omkring 3 pct. af den globale kulstofemission. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.
- FlagshipONE-projektet demonstrerer ikke kun den rolle, carbon capture skal spille i dekarbonisering af sektorer, der er svære at få væk fra fossile brændstoffer, såsom skibsfart. Men aftalen viser også, at teknologien er klar, og at der er fuld tillid til vores evne til at levere resultater i stor skala. Vi taler ofte om lagring af opfanget kulstof. Men dette projekt er et perfekt eksempel på noget andet, nemlig udnyttelse - 'U'et' i CCUS (Carbon capture, utilisation and storage) - og vi er glade for at arbejde sammen med Ørsted om at levere dette projekt, siger Aniruddha Sharma, formand og administrerende direktør for Carbon Clean, i pressemeddelelsen.
Ørsteds første kommercielle power-to-X-anlæg
Der er også glæde at spore hos Ørsted over den nye aftale:
- FlagshipONE-projektet er en milepæl for Ørsted og for dekarboniseringen af søfarten - og vi er meget glade for at arbejde sammen med Carbon Clean om at begive os ud på rejsen mod at transformere global shipping, siger Anders Nordstrøm, COO i Ørsted P2X, i meddelelsen.
Carbon capture-anlægget vil være modulopbygget og designet til at lette konstruktionen og fremtidig duplikering og skalering. Hovedparten af komponenterne bliver fremstillet og hentet fra Europa, hvilket hjælper med at udvikle en solid europæisk forsyningskæde-base. Efter off-site-tests bliver modulerne transporteret til kunden og samlet på stedet i efteråret 2024.
FlagshipONE-projektet forventes at blive taget i brug i 2025. Carbon capture-anlægget vil bruge Carbon Cleans CDRMax-teknologi, som er blevet brugt i mange projekter over hele verden. Ifølge Carbon Clean har virksomhedens højt-ydende e-methanol et af branchens bedste miljø-fodaftryk, høj stabilitet, lav korrosivitet og ringe behov for regenererings-energi. Det betyder ifølge virksomheden reducerede driftsomkostninger sammenlignet med konventionelle løsninger.
FlagshipONE bliver Ørsteds første Power-to-X-anlæg i kommerciel skala og er et vigtigt skridt på vejen mod virksomhedens ambition om at blive førende indenfor vedvarende brint og grønne brændstoffer.