23948sdkhjf

Mærsk satser på at blive innovativ sværvægter

Innovation spiller en afgørende rolle, når Mærsk udvikler forretningen i bestræbelserne på at levere integrerede logistikløsninger til kunder i hele verden. Virksomheden har øget antallet af patenter markant på få år

Når brasilianske landmænd skal sælge bananer til danske forbrugere, skal bananerne gerne lande i det lokale supermarked, mens de hverken er for grønne eller for modne. Derfor er det værdifuldt at kunne styre indeklimaet konstant i containeren, hvor bananerne opbevares under transporten, så de er perfekt modne, når de ankommer i forretningen.

Det er lige præcis den type tekniske løsninger, som Mærsk i disse år investerer massivt i, og som de vælger at få patenteret og varemærkebeskyttet. Faktisk har virksomhedens intensiverede fokus på innovation betydet, at der er kommet 50 pct. flere Mærsk-patenter siden 2018. Det fortæller Simone Frattasi, der er global ansvarlig for IP-rettigheder i Mærsk i en pressemeddelelse fra Patent- og Varemærkestyrelsen.

- Vi er meget fokuseret på at udvikle vores tech-muskler. Vores konkurrenceposition afhænger af vores evne til at løse vores kunders problemer ved at udvikle nye og bedre løsninger. De løsninger skal vi typisk eje retten til. Der er simpelthen for meget på spil til, at vi ikke også forholder os detaljeret til vores patenter og varemærker som en vigtig del af forretningen, siger han.

Ambitionen om at udvide deres marked og blive en "global integrator of container logistics" betyder, at Mærsk satser på at innovere forbedrede kundeløsninger inden for bæredygtighed, digitalisering, automatisering og sikkerhed.

- Vores konkurrenceposition afhænger af vores evne til at innovere. Vores konkurrentbillede ændrer sig i disse år og tæller nu store tech-virksomheder med stærke innovationsmuskler, siger Simone Frattasi.

Mærsk i globalt kinesisk elbilsamarbejde

Ifølge Simone Frattasi sidder Mærsk på banebrydende teknologi inden for deres forretningsområde, og det er noget, man forholder sig proaktivt til.

- Vi oplever tusindvis af varemærkeovertrædelser hver måned. Hvis vi ikke har registreret vores varemærker, så kan vi ikke stille noget op for at stoppe tredjeparter som krænker vores varemærker. Når alt kommer til alt, så kan vores konkurrenter udnytte vores investeringer ved at kopiere vores løsninger, hvis vi ikke har vores IP-rettigheder på plads.

Fakta: IP-rettigheder står bag hvert tredje job i Danmark

IP-intensive industrier der benytter sig af patenter, varemærker og designrettigheder - stod bag 29 pct. af danske arbejdspladser og udgjorde 47 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt i perioden 2017-2019. 

Patentintensive industrier i Danmark står for knap 20 pct. af BNP og generer knap 10 pct. af Danmarks arbejdspladser, mens varemærkeintensive industrier i Danmark står for 41 pct af BNP og generer 22 pct af Danmarks arbejdspladser. 

Designintensive industrier står for knap 16 pct. af BNP og generer knap 12 pct. af Danmarks arbejdspladser. 

Målt på værditilvækst udmærker dansk erhvervsliv sig ved at have industrier, der er mere IP-intensive sammenlignet med andre europæiske lande. Det viser en omfattende undersøgelse fra den europæiske patentorganisation, EPO, og den europæiske varemærkeorganisation, EUIPO. 

Kilde: Patent- og Varemærkestyrelsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078