Mærsk-dansker ind i topledelsen hos globalt krydstogtrederi
En dansker med Mærsk-baggrund rykker nu ind på kommandobroen på et af verdens største krydstogtrederier.
Jeg ser meget frem til at hjælpe rederiet med at levere de bedste ferier i verden på en ansvarlig måde Palle Laursen, nyudnævnt øverste chef for marineområdet
Royal Caribbean Group udnævnt Palle Laursen til executive vice president, chef for marineområdet, med virkning fra den 1. maj 2023. Han vil rapportere til Royal Caribbean Groups præsident og CEO Jason Liberty og vil blive medlem af selskabets Executive Committee.
Med denne nyoprettede stilling vil selskabet centralisere sine globale og brand marinefunktioner under Laursen, hedder det i en meddelelse fra rederiet.
Han vil føre tilsyn med alle marineoperationer for hele selskabets flåde samt strategisk tilsyn med marineoperationer for TUI Cruises og Hapag-Lloyd Cruises, som selskabet ejer 50 pct. af i et joint venture.
- Palle har haft en lang og fornem karriere hos Maersk og er en anerkendt leder inden for den maritime industri. Med mere end 25 års erfaring vil hans tekniske og operationelle viden være til stor nytte for vores virksomhed, især da vi løbende arbejder på at dekarbonisere vores forretning, siger Jason Liberty, CEO for Royal Caribbean Group.
Chef for flåden hos Mærsk
Palle Laursen har senest været chef for flåden og teknisk chef hos A.P. Møller - Mærsk og var ansvarlig for hele flåden på mere end 750 containerskibe, 400 chartrede skibe og 350 egne skibe samt for befragtning, teknisk forvaltning, besætningsledelse, sikkerhed og overholdelse af reglerne, nybygningsaktiviteter og ingeniørservice. Han stod også i spidsen for Mærsk's bestræbelser på at få hele flåden til at operere helt CO2-neutralt inden 2040.
Han blev ansat i Mærsk-koncernen i 1998 og har tilbragt hele sin professionelle karriere i det danske rederi. Tidligere var han vice president og chef for Ship Management og har desuden haft flere andre stillinger med stigende ansvar, herunder chef for tekniske tjenester, skibsteknik og teknisk skibsdrift.
- Det er en spændende tid for Royal Caribbean Group, og jeg ser meget frem til at hjælpe rederiet med at levere de bedste ferier i verden på en ansvarlig måde, siger Palle Laursen i meldingen.
Palle Laursen er uddannet maskinmester fra Simac i Svendborg og har siden gennemført adskillige lederudviklingsprogrammer.
Om Royal Caribbean Group
Royal Caribbean Group er et af de største krydstogtrederier i verden med en global flåde på 64 skibe, der rejser til ca. 1.000 destinationer rundt om i verden.
Royal Caribbean Group er ejer og operatør af tre prisvindende krydstogtmærker: Royal Caribbean International, Celebrity Cruises og Silversea Cruises og ejer også 50 pct. af et joint venture, der driver TUI Cruises og Hapag-Lloyd Cruises. Sammen har de ti skibe i ordre pr. 31. december 2022.
www.royalcaribbeangroup.com