23948sdkhjf

Femern Bælt bliver nyt innovations-knudepunkt

Nyt EU-finansieret projekt skal de næste tre år bidrage til at skabe nye forretningsideer blandt virksomheder på begge sider af bæltet

Et nyt EU-finansieret Interreg-projekt skal skabe innovation på begge sider af Femern Bælt. Det er blandt andet erfaringerne fra undervandsaktiviteterne omkring tunnelbyggeriet, der skal give inspiration til nye forretningsideer. 

Projektet er døbt Fehmarn Belt Innovation, i daglig tale FBI, og skal styrke danske og tyske virksomheders samarbejde om innovation – på tværs af Femern Bælt.

- Femern Bælt-forbindelsen vil åbne en række nye muligheder for virksomheder, som vil skabe nye produkter, ydelser eller nye forretningsideer på tværs af bæltet. Målet med den nye indsats er kort sagt at sikre virksomhederne fuldt udbytte af både selve tunnelbyggeriet og af den ny situation, vi står i, når tunnelen står færdig, siger projektleder Morten Pristed fra Erhvervshus Sjælland, der er tovholder på FBI. Det oplyser Erhvervshus Sjælland i en pressemeddelelse.

Godt 30 danske og tyske virksomheder er med i projektet, der officielt begynder 1. april 2023. 

Finansieringen af det ambitiøse projekt er netop faldet på plads efter at en bevilling fra EU's ’Interreg 6A Tyskland-Danmark-program’ og Region Sjælland.

- Der er meget innovation og udviklingsarbejde knyttet til det ambitiøse anlægsprojekt: Dels er der den rent tekniske front, når man bygger verdens længste sænketunnel, men der er også store ambitioner på miljøfronten. Det er disse ambitioner, der nu skal omsættes i bl.a. nye forretningsideer, siger Morten Pristed.

Inddrager uddannelsesinstitutioner

Projektets deltagere vil bl.a. arbejde med at optimere byggeri ved hjælp af nye teknologier som droneovervågning, dybhavsvideo, optimeret udluftning og AI-styring. Men projektet vil også arbejde med at minimere brug af vand, energi og andre ressourcer i anlægsprojekter.

- Ved at inddrage uddannelsesinstitutioner på begge sider af Femern Bælt og knytte dem til Femern Fyrtårnets videns- og læringscenteret i Rødby, så opnår vi, at nyeste viden flyder bedst muligt mellem praksis og læring. Vi håber, at det giver luft under vingerne til nye innovative forretningsideer,  påpeger Morten Pristed.

Virksomhederne vil få hjælp og vejledning af forretningsudviklere fra Erhvervshus Sjælland og Business Lolland Falster.

Fakta om Femern Bælt Innovation

Femern Bælt Innovation skal bidrage til at skabe innovation og erhvervsudvikling indenfor bygge og anlæg, det maritime og marine område, samt fødevarer og biosolutions i Femern Bælt-regionen.

  • Indsatsen begynder 1. april 2023 og løber frem til 31. marts 2026
  • Det forventes, at mindst 30 virksomheder deltager i projektet i et samarbejde med regionens erhvervsfremmeaktører og videninstitutioner på begge sider af bæltet.
  • Projektet har et samlet budget på 16,3 mio. kr. Tilskuddet fra EU's ’Interreg 6A Tyskland-Danmark-program’ er på 10,6 mio. kr., mens Region Sjælland har givet 1 mio. kr. til projektet. De økonomiske partnere bag projektet finansierer selv de resterende ca. 4,7 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094