Grundstødt fragtskib trukket fri af Samsø
Fragtskibet 'Scanlark’, der løb på grund i sidste uge, stod nærmest helt oppe på stranden vest for Samsø. Nu er det trukket fri. Foto: Per Buschbeck
Fragtskibet 'Scanlark', som siden torsdag morgen i sidste uge har været grundstødt ud for Vesterløkken på Samsø, er tidligt onsdag morgen trukket fri.
Det bekræfter Niels Henriksen, ejer af NH Towage, som har haft opgaven med at trække skibet frit, onsdag morgen over for TV2 Østjylland.
'Scanlark' gik på grund få meter før Samsøs vestkyst, da det var på vej fra Aabenraa mod Aarhus.
Allerede i søndags gjorde man et forsøg på at trække skibet fri.
- Men der var ikke mulighed for at trække. Siden er der kommet mere og mere vand for hver højvande, og derfor besluttede vi at prøve her til morgen, forklarer Niels Henriksen til tv-stationen.
Fakta om Scanlark
- 'Scanlark' er et 75 meter langt og 10 meter bredt fragtskib, som sejler under flaget fra Saint Vincent og Grenadinerne.
- Skibet vejer 1371 tons.
- Det er bygget i 1985 i Tyskland.
- Det er det estiske selskab Vista Shipping, som ejer skibet.
https://www.balticshipping.com/vessel/imo/8505915