Thailands flåde eftersøger 33 marinesoldater efter skibsforlis
Thailands militær har mandag sat krigsskibe og helikoptere ind i jagten på 33 savnede marinesoldater.
Soldaterne forsvandt, da deres korvet sank i uroligt farvand i Thailandbugten natten til mandag.
Det oplyser den thailandske flåde.
En korvet er et letbevæbnet krigsskib. Den bruges blandt andet til kystbevogtning og ubådsbekæmpelse.
Tre flådefartøjer og to helikoptere er blevet sendt afsted for at lede efter de savnede i vandet ud for provinsen Prachuap Khiri Khan, der ligger syd for Bangkok.
Korvetten, "HTMS Sukhothai", blev ramt af en motorfejl og gik ned lige før midnat omkring 20 sømil - cirka 37 kilometer - fra kysten.
Der var i alt 106 mennesker om bord på korvetten. Det lykkedes en redningsmission at redde 73 personer natten til mandag trods dårligt vejr.
De resterende 33 blev tvunget til at forlade skibet.
Den thailandske flåde har på sin Twitter-profil delt flere billeder og en video, der viser en gruppe soldater i orange veste i en sort, oppustelig tømmerflåde, der bevæger sig væk fra skibet, mens bølger skvulper omkring dem.
"HTMS Sukhothai", som er en amerikanskbygget korvet, der har været i brug siden 1997, blev søndag ramt af stærke bølger.
Uvejret fik skibet til at vippe kraftigt fra side til side, før det blev oversvømmet af havvand.
Det oplyser flådens talsmand, admiral Pogkrong Monthardpalin, mandag.
Et billede delt af flåden viser det grå skib, der ligger på siden i vandet. Et andet billede viser skibets stævn stikke op over vandet, mens skibet går ned.
/ritzau/Reuters