Norsk offshorerederi bygger første installationsskib
Det norske offshorerederi Havfram vil bygge en flåde af avancerede, miljørigtige installationsskibe til brug for etablering af havmølleparker på havet. Selskabet har netop modtaget en kapitaludvidelse på 1,7 mia kr, og benytter samtidig lejligheden til at bekræfte, at bygningen af Havframs første installationsskib er gået i gang.
- Jeg er stolt over at kunne annoncere denne vigtige milepæl for Havfram Wind. Med dette skib i verdensklasse og et af de mest erfarne teams i branchen, er vi sikre på, at vi vil være i stand til at yde en førsteklasses service til projektejere, turbineleverandører og byggepartnere globalt. Jeg er også begejstret for, at vores skibe vil have nogle af de laveste emissionsprofiler i branchen, da vi har designet dem til at bruge de nyeste elektriske batteri- og energigenvindingssystemer samt adskillige andre grønne teknologier, siger Even Larsen, administrerende direktør for Havframs offshore vindmølleforretning i en pressemeddelelse.
Havfram vil bygge havvindskibe, der er i stand til at installere havmøller på over 300 meter i højden på vanddybder op til 70 meter. Det første skib bygges hos CIMC-Raffles og bliver udstyret med en 3.250-tons kran og den nyeste batterihybriddrevteknologi, designet til at reducere kulstofemissioner pr. installeret MW med over 70 % sammenlignet med tidligere fartøjsmodeller.