23948sdkhjf

98,5 pct af Tyra-platformene er genanvendt

Danmarkshistoriens største genanvendelsesprojekt af offshore-installationer er nu afsluttet

Efter 2½ års arbejde med at skille de gamle platforme fra Tyra-feltet ad, er 98,5 procent af materialet anvendt.

Det oplyser TotalEnergies i en pressemeddelelse.

- Et af hovedelementerne i det store Tyra-genopbygningsprojekt var nedtagning og genanvendelse af mere end 50.000 tons stål fra det gamle Tyra, eller hvad der svarer til syv Eiffeltårne. Vi skulle bygge mange processer og retningslinjer op fra bunden, da der på det tidspunkt ikke eksisterede regler i Danmark. Men nu, hvor vi markerer den vellykkede afslutning på genbrug, er vi mange erfaringer rigere, og jeg er sikker på, at vores Tyra-erfaringen kan bidrage til et væld af viden, der er nødvendig for fremtidige projekter, siger Lars Bo Christiansen, Tyra genopbygnings-viceprojektdirektør for TotalEnergies EP Denmark.

Genanvendelse og genbrug har fra start været en integreret del af Tyra-projektet, hvor TotalEnergies og partnerne i Dansk Undergrunds Consortium – Noreco og Nordsøfonden – har stillet høje krav til samarbejdspartnere og indtænkt bæredygtighed i alle led af planlægningsprocessen.

Fakta om M.A.R.S. værft i Frederikshavn

  • Det 290.000 kvadratmeter store genbrugsområde på Frederikshavn Havn er verdens første genbrugsfacilitet, der er bygget til formålet - genvinding af jack up-rigge, skibe og platforme.
  • M.A.R.S.’ værft i Frederikshavn blev indviet i 2019 og er fuldt fokuseret på sikkerhed, bæredygtighed og miljø.
  • Genbrugsområdet har et rensningsanlæg med to 2.500 kubkmeter store opsamlingstanke, hvor regnvand fra alle arealer vil blive renset for eventuelle urenheder.
  • M.A.R.S. forventer at genindvinde 200.000 tons forarbejdet stål om året.
  • Aktiviteter på M.A.R.S.-værftet i Frederikshavn har skabt 200 lokale arbejdspladser.

Kilde: TotalEnergies

- Vi er stolte over, at M.A.R.S. er blevet valgt til dette spændende projekt med fokus på, at de gamle Tyra-platforme genanvendes på den mest miljøvenlige måde. Vores værft er bygget til formålet helt fra bunden, og derfor har det været muligt at indtænke innovative løsninger for sikkerhed, bæredygtighed og miljø. Vores samarbejde med Frederikshavn Havn og de lokale myndigheder omkring tilblivelsen af værftet, har skabt et moderne og sikkert værft i verdensklasse, og vi opnåede exceptionelle genanvendelsesresultater, siger Kim Thygesen, Direktør for M.A.R.S. Europe.

Cirkulær økonomi

Specialuddannet personale har metodisk fjernet og nedtaget udstyr og dele fra de enorme platforme, siden de ankom i deres oprindelige form på land, og som sådan har de sikret, at næsten alt materiale enten er blevet direkte genbrugt eller genanvendt.

- Nogle dele af platformen vil blive genbrugt i deres oprindelige form. For eksempel, er nogle af generatorerne genanvendt andre steder. Andre dele vil blive forarbejdet og handlet videre på det internationale marked og indgå i den cirkulære økonomi på ny – det kan for eksempel være stålet fra Tyra, som bliver smeltet om og kan genanvendes til nye byggeprojekter og lignende, siger Jens Kloster, decommissioning, transport & installation anager for Tyra Genopbygningen hos TotalEnergies EP Danmark.

Mens genanvendelsen af det gamle Tyra er slut, går opbygningen af Tyra II ind i den afsluttende fase med alle otte platforme installeret i den danske Nordsø. 

Det betyder, at alt fokus nu er på at færdiggøre og sætte strøm til de installerede platforme samt genkoble dem til den eksisterende Nordsø-infrastruktur mod første gasproduktion fra Tyra II i vintersæsonen 2023/24.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079