23948sdkhjf

Rederiet Høj skifter navn

For at styrke sin internationaliseringsstrategi skifter Rederiet Høj A/S navn til Høj Nordic Marine Contractor A/S.

Det meddeler rederiet, der har hovedsæde i Horsens og har cirka 50 maritime projekter om året.

Rederiet har i to generationer opereret i nordeuropæiske farvande og har i dag fokus på maritime byggeopgaver i Norge, Sverige, Tyskland, England og Baltikum.

Og der vil komme flere opgaver ude i Europa, vurderer rederiet, som derfor skifter sit navn.

- Vores navn skal derfor også afspejle den internationale virksomhed, vi er, og understøtte en øget international tilstedeværelse. Det har i processen været vigtigt for os at fastholde historik, ejerforhold og det gode renommé omkring navnet Høj. Selvom det danske Ø udfordrede i processen, synes jeg, vi har fundet en god løsning på det både i navn og logo, siger rederiets nye adm. direktør Michael Normann, der i samarbejdet med selskabets ejer Søren Høj har initieret den nye profil.

Rederiet, der blevet stiftet i 1958, har otte fartøjer. På listen over typiske leverancer er uddybning og oprensning af havneinfrastruktur, molebygning, stensætninger, kabelarbejde og etablering af stenrev.

Mistede 'Karin Høj' for et år siden

For et år siden mistede rederiet fartøjet 'Karin Høj' i en fatal ulykke, hvor fartøjet blev vædret og kæntret af det britiske fragtskib 'Scot Carrier' ud for Bornholms vestkyst. Begge ombordværende søfolk omkom. 

Kollisionen undersøges fortsat af Den Maritime Haverikommission.  

Rederiet beholder trods navneskiftet sin hjemmeside.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125