Medie: Forsea dyrere end Molslinjen
Kapitalfonden EQT, der ejer Molslinjen, betalte angiveligt mere for Helsingborgoverfarten Forsea, end de selv betalte for Molslinjen i 2020
Salgsprisen på Forsea var angiveligt 4 mia. kr, oplyser erhvervsmedie. Arkivfoto Søfart / Anders Rydberg
Molslinjen driver færgeruter på flere centrale strækninger i Danmark, men alligevel var købsprisen på Forsea, der kun sejler mellem Helsingør-Helsingborg, angiveligt højere, end da kapitalfonden EQT købte Molslinjen i 2020.
Det fortæller Børsen, der har været i kontakt med flere markedsanalytikere omkring salget af Forsea til EQT.
Ifølge Børsen betalte EQT omkring 4 mia. kr for Forsea, hvilket dog ikke er bekræftet af rederierne.
Forseas færger sejler hvert år 6 mio. passagerer, 1 mio. personbiler og 450.000 lastbiler over sundet. Virksomheden omsatte sidste år for over 1 mia kr, oplyser Børsen.