Sømand i en familie af landmænd
Oprindeligt var det kun meningen, hun ville tage en kystskipperuddannelse. Men som så mange andre, oplevede Karen Margrethe Christensens, at CoVid-19-pandemien vendte op ned på hendes planer:
- CoVid-19 fik verden til at gå i stå, det gjaldt også mange sejlskibe. Mit skib kom på et langt dokophold, Derfor så jeg mit snit til at starte på kystskipperen, som dog uventede endte med at blive til en hel skibsfører
Til søs for sejl
Det meste af Karen Margrethe Christensens sejladserfaring har hun gjort sig på en norsk fuldrigger kaldet Sørlandet. hun holder meget af alsidigheden i at arbejde på sejlskib.
- Jeg fascineres stadigt af, hvordan et skib, kan fremdrives kun via vindens påvirkning, og måden, hvorpå vi er underlagt denne kraft, vi ikke kan kontrollere. Der ligger et håndværk i at aflæse vinden og samarbejde med den.
Fuldriggeren Sjørlandet sejler med gymnasieelever, der tager deres andet gymnasieår om bord på skibet.
Hendes motivation til at arbejde med unge på sejlskibe er stor. Hun fortæller om hvordan man skal kunne jonglere mellem flere forskellige roller på samme tid i løbet af en arbejdsdag. Både agere sømand, agere underviser, samt være en person, som de unge elever tør betro sig til.
Karen Margrethe Christensen ser det som en stor del af arbejdet med unge mennesker til søs at sikre sig, de har en, de kan betro sig til.
- Jeg har et stort ansvar for, at mine elever trives, og at de får opbygget et solidt springbræt videre. Vi giver dem et nuanceret billede af, hvilke muligheder de har i deres fremtid. Kontakten med elever anser jeg for at være mindst lige så vigtig del af mit arbejde, som mit praktiske sømandsarbejde.
Uvis fremtid
Karen Margrethe Christensen spår ikke nødvendigvis den danske sømand nogen stor fremtid i den internationale handelsflåde, hvor hun mener konkurrencen fra de udenlandske søfolk er for stor en mundfuld.
- På sejlskib skal der nok være danske søfolk, men i udlandet kæmper vi mod folk der vil gå til det halve og takker ja til meget længere udmønstringer. Så der bliver det nok svært. Men jeg forudser, at danske søfolk kommer til at arbejde, hvor det kræves specialkompetencer.
Indtil videre nyder hun sit arbejde på det norske sejlskib. For hende er det de håndværksmæssige dyder, der motiverer hende. Hovedsageligt vedligeholdelsesarbejdet af skibet. Det er præget af meget traditionelt praktisk sømandskab, da det er en kulturarv som skal holdes ved lige.
Alligevel vil hun ikke udelukke hun vil søge ud i handelsflåden. Hvis hun engang skulle blive træt af at undervise unge på Sjørlandet.
- Efter 2,5 år i Marstal, har jeg fået udvidet mine horisonter og blevet nysgerrig på, hvad andre skibssegmenter kan. Jeg drømmer om at sejle på andre skibstyper, og at opleve, hvilke udfordringer, der ligger i det, og dygtiggøre mig som sømand.
Kvinde i et mandefag
Hun voksede op på en gård lidt nord for Silkeborg. Der var ingen i familien, der havde sejlet, men hun mødte opbakning til at vælge livet til søs fra sin far, som også havde haft en drøm om at sejle, da han var ung, så han blev stolt. Lidt sværere var det at få hendes mor med på ideen.
Karen Margrethe Christensen oplever desværre, at der stadig findes folk, som ikke mener kvinder bør være til søs. Hun møder den ikke så ofte, men det er den fordom, der forarger hende mest. Støder hun på én, der siger det, tager hun det alligevel i stiv arm:
- Min reaktion er som regel at spørge, hvorfor de mener det, og hvilken intention de har med at sige det til mig. Det ender ofte med, personen ikke kan svare, eller at vi får en mere saglig snak i stedet for at mundhugges om det.
Lige nu er der 4 kvinder i Karens klasse af 20 studerende, men det er også usædvanligt med så mange kvinder på et hold, fortæller hun.
I hverdagen synes Karen Margrethe Christensen at det er helt fint at være i et mandefag. Og det er ikke noget, hun tænker så meget over.
Tiden på Marstal er så småt ved at rinde ud. Karen Margrethe Christensen ser ikke sig selv vende tilbage til Marstal som underviser, selvom hun lærer unge mennesker om sømandskab til dagligt. Hun værdsætter dog sin tid på Marstal, og beskriver det som at hun er blevet integreret i et fællesskab.
Et af de fag, hun mindes, er FabLab. Et fag, hvor man skal agere skibsreder, og med en portion fiktive penge blandt andet skal programmere et skib til at sejle autonomt. Det var et spændende forløb, men Ifølge Karen Margrethe Christensen var autonomi ikke lige et fag, hun havde forventet, man skulle have på en skibsføreruddannelse.
- Vi skal få et skib til at blive autonomt. Det virker lidt grotesk at vi bliver lært i, hvordan vi skal afskaffe en stor del af vores eget job. Men det er den vej skibsfarten går, så vi kan lige så godt blive informeret om det. Så det er godt at følge med udviklingen i stedet for bare at benægte den.
