23948sdkhjf

Salg af containerterminal til kinesere udløser ballade i den tyske regering

De liberale og grønne regeringspartier i Tyskland advarer kansler Scholz mod at sælge kritisk infrastruktur til autoritære regimer

I den tyske regeringskoalition er der igen uenighed på grund af salget af andele i en containerterminal i Hamborgs havn til en kinesisk koncern. Det skriver Flensborg Avis.

- Hvad i alverden skal der egentlig ske, før Tyskland vågner op og ikke bøjer sig for den frie, demokratiske verdens fjender. Et salg af kritisk infrastruktur til Kina er en grov fejl og må forhindres, siger Marie-Agnes Strack-Zimmermann, der er forsvarspolitisk ordfører for det tyske parti liberale FDP til nyhedsbureauet DPA.

Hun glæder sig over, at de ansvarlige fagministerier deler hendes opfattelse. Også partiet De Grønne er modstandere.

- Tyskland må i forhold til Kina ikke gentage de fejl, vi i de seneste 20 år har begået i forbindelse med Rusland, siger Anton Hofreiter, som er formand for Forbundsdagens EU-udvalg for De Grønne til mediehuset Funke-Mediengruppe.

Han betegner planerne som en »geostrategisk fejltagelse«.

Baggrunden for striden er en aftale fra 2021 mellem logistikvirksomheden HHLA på havnen i Hamborg og den kinesiske koncern Cosco Shipping Ports om at sælge 35 procent af terminalen Tollerort i Hamborg til kineserne. Salget skal godkendes af regeringen, netop fordi der er tale om kritisk infrastruktur.

Kanslerkontoret under Olaf Scholz (SPD) har imidlertid ikke sagen på dagsordenen i den kommende tid. Bliver der ikke gjort indsigelse, går handlen automatisk igennem i slutningen af oktober, hvis ikke fristen bliver forlænget.

/Flensborg Avis/DPA/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062