Havnedirektør stopper i Hanstholm
Havnedirektør Nils Skeby har den 18. april 2022 meddelt bestyrelsen i Hanstholm Havn, at han opsiger sin stilling. Han tiltrådte for mindre end to år siden.
Bestyrelsen i i Hanstholm Havn er utrolig kede af Nils Skebys beslutning.
- Nils har fået skabt et stærkt samarbejde på havnen og etableret Hanstholm Energifællesskab. Det skal føre til, at Hanstholm Havn bliver den første CO2-neutrale fiskerihavn i Europa. Energifællesskabet bliver det nye forretningsområde for havnen som supplement til fiskeriet, siger næstformand i bestyrelsen Kris Yde.
Selv siger Nils Skeby, at han har været utrolig glad for at arbejde sammen med organisationen i havnen.
- Den opgave, som jeg blev sat til at udføre for Thisted Kommune og Hanstholm Havn, var - inden for en 2-årig periode - at sikre et stærkt samarbejde mellem havnen og virksomhederne på havnen. Desuden er rammerne skabt for, at Hanstholm Havn kan indgå en aftale med European Energy om at etablere et PtX-anlæg, der skal producere brint og metanol på det baglandsareal.
- Da min opgave nu er løst og rammerne for fremtidssikring af Hanstholm Havn ligger klar til eksekvering, synes jeg, det er den rigtige timing for mig at stoppe som havnedirektør.
- Jeg vil gerne takke alle mine kolleger, virksomhederne på havnen, borgerne i Hanstholm og andre samarbejdspartnere for den store opbakning jeg har fået i mit virke.