BLUE FUTURE: Med blikket fast rettet mod shipping
Det er gået slag i slag for Caroline Visholm Jein, der er 24 år, og har derfor lidt mere erfaring med ind i shipping-uddannelsen. Hun valgte efter gymnasiet at tage en bachelor i HA almen. Hun valgte ikke at tage en kandidatuddannelse, da hun havde lyst til, at der skulle ske noget andet og mere.
Derfor søgte hun en masse jobs efter sin bachelor, og har så siden september sidste år været i gang med den toårige shippinguddannelse. Og det har ifølge hende selv været en stor styrke at have noget med sig ind i shipping-uddannelsen.
Den foregår hos Balt Nav i Hellerup.
- Jeg har familie, der har været i shipping, og selvom jeg har været inspireret af det, har jeg aldrig været sikker på det. Men nu er jeg i gang, og det passer mig rigtigt godt, fortæller hun til Søfart.
Dejligt med ansvar
Caroline er glad for sit arbejde, og ikke mindst trives hun med at få ansvar:
- I denne branche er der ikke langt til at få et relativt stort og selvstændigt ansvar. Der er selvfølgelig altid mulighed for at få hjælp, men det er din egen handlekraft, der bringer dig frem. Der er også plads til at begå fejl, og udfordringen er så at løse problemerne, når de opstår. Udfordringer er der masser af, og jeg lærer en frygtelig masse af at være i operationen, siger hun og tilføjer, at der altid er mange bolde at holde i luften.
- Du får hurtigt ansvaret for egne skibe, og du vænner dig hurtigt til, at det kan være ret store pengebeløb, det handler om, siger hun.
Skal udvikle sig
Det med selvstændigheden ligger til Caroline Visholm Jein. Hun valgte at læse sin bachelor i Aarhus fremfor i København, og ifølge hende selv er det nok lidt et kendetegn for hende:
- Skal jeg se eksempelvis 10 år frem i tiden, så har jeg formentligt været i udlandet i nogle år, og tilbage igen med den erfaring, det nu giver, som operatør eller befragter, og jeg kan udmærket se mig selv i denne virksomhed, for jeg har det godt her.
- Samtidig er jeg måske steget lidt i graderne. Det at være leder kommer med årene som man udvikler sig, og fremtiden vil jo vise om jeg har i det i mig, men ærligt kan jeg godt selv se mig i den rolle, siger hun.
Trainee er guld værd
Caroline ser meget positivt på trainee-uddannelsen, fordi den er konkret, hands-on lærerig, og ikke mindst et fantastisk socialt sted:
- Trainee-forløbet er guld værd rent socialt. Der er venner og kolleger, som både er meget forskellige, men samtidig arbejder inden for samme felt som mig. Socialt er det guld fordi vi har samme rammevilkår, og det virker i hvert fald meget positivt for mig, siger hun.
- Det er en supersjov branche, hvor man kan finde alle elementer. Jeg er personligt glad for at jeg har en bachelor med mig ind i faget. Jeg tror det har givet mig lidt mere ballast, både vidensmæssigt, men også på det personlige plan udviklingsmæssigt, så det har fungeret helt rigtigt for mig, siger hun.
Caroline er eneste pige i den afdeling hun er i, men det skræmmer hende ikke:
- Man skal have et godt selvværd. Alt andet lige er det et drengemiljø, man kommer ind i, men jeg har aldrig følt det som et problem, og jargonen skal man nok få lært meget hurtigt, siger hun.
Hun tilskriver det, at hun befinder sig godt i shippingbranchen, at hun selv er et konkurrencemenneske.
- Generelt trives jeg godt med udfordringer, også i pressede situationer, hvor der skal handles. Jeg er en løsningsorienteret person, så jeg tror faktisk at jeg er havnet det helt rigtige sted, kommer det med et smil.