Mærsk Supply Service vinder vigtig havmølleordre
Maersk Supply Service skal levere et fortøjningssystem til en havmølleinstallation i Spanien. Projektet vil være det første, der leverer strøm fra havmølleparker til det spanske elnet.
Fortøjningssystemet er en flydende krans rundt om havmøllen, og som stabiliserer havmøllen og hjælper med at positionere den i forhold til vinden. Selve platformen er udviklet af Saitec Offshore og indgår i selskabets DemoSATH flydende havvindprojekt.
- Dette er en væsentlig kontrakt for Maersk Supply Service, da flydende vind er en hjørnesten i vores grønne strategi og overgang til offshore vedvarende energi, siger Olivier Trouvé, Head of Integrated Solutions hos Maersk Supply Service i en meddelelse om ordren.
Læs også: Maersk Supply-direktør: Flydende vindmøller vil skabe masser af aktiviteter på havet
DemoSATH-projektet vil bruge en 2MW turbine i en fuldskala prototype, der vil blive placeret ud for den nordspanske by Bilbao. Projektet er delvist finansieret af det tyske energiselskab RWE Renewables, og er en del af Maersk Supplys forretningsområde med specialbyggede løsninger til fundamenter og underkonstruktioner af flydende vindmølleparker.
Ifølge selskabet er projektteamet nu ved at blive samlet for at forberede den forestående offshore-installation i 2. kvartal 2022.