Flere udfordringer for fejlramt Fejøfærge

Det bliver ikke helt så let at få ordnet styresystemet på ‘M/F Christine’, der sejler i Smålandsfarvandet til Fejø. Det elektroniske styresystem viste flere fejl, hvorfor færgen blev taget midlertidigt ud af drift. Men nu har det vist sig, at styresystemet slet ikke kan repareres, men formentlig skal et helt nyt styresystem til. Det skriver folketidende.dk.
Det viser sig, at det tyve år gamle styresystem er udgået, så eventuelle reservedele skal skræddersys til færgen.
- Derfor er det næsten umuligt at finde reservedele. De skal "håndbygges", og leverandøren, norske Kongsberg Maritime, er stoppet med at yde fast service på styresystemet, fortæller Lolland Kommunes tekniske direktør, Bjarne Hansen til hjemmesiden.
Han anslår, at den samlede pris på et nyt styresystem kommer til at løbe op i 1,3 millioner kroner samtidig med, at der vil være en betydelig leveringstid.
- Kongsberg Maritime bygger kun styresystemet, hvis firmaet får en ordre. Det ligger ikke på lager, så der vil være en leveringstid på seks måneder, har vi fået oplyst. Så vi skal nok ikke vente et år med at bestille det, hvis færgen igen løber ind i udfordringer, fortæller den tekniske direktør.
Det er nu op til lokalpolitikerne, om der skal bevilges penge til nyt styresystem.