Amerikansk minibåd dukker op i Norge
n norsk dreng har fundet en miniaturebåd, som blev søsat i USA for over et år siden.
Båden blev sat ud af amerikanske skoleelever i New Hampshire i oktober 2020, og derfra har Golfstrømmen båret det lille fartøj den lange vej til Norge, hvor den er blevet fundet i februar ved øen Smøla nær Dyrnes.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Skoleleverne fra New Hampshire har holdt øje med bådens rejse over Atlanterhavet ved hjælp af en sporingsenhed.
Den 1,8 meter lange båd havde mistet dele af skroget og var dækket af små krebsedyr kaldet langhalse, men bådens last var heldigvis intakt.
Drengen Karel Nuncic, som havde gjort fundet, tog båden med i skole og kunne sammen med sine kammerater gå på opdagelse i skatten af billeder, efterårsblade, agern og mønter.