International maritim konference vender tilbage i fuld skala

Det bliver med fuld skrue og masser af indlæg og fora, når søfartskonferencen Danish Martime Days (DMD 2022) løber af stablen i oktober 2022. Det oplyser Søfartsstyrelsen i en meddelelse.
Konferencen afholdes helt uden de rrestriktioner, der ellers har været gældende i forbindelse med covid-19, og det glæder direktøren for Søfartsstyrelsen Andreas Nordseth.
- Skibsfartens betydning for de globale forsyningskæder har været særlig tydelig under pandemien. Samtidig er skibsfartens grønne omstilling for alvor kravlet op på den politiske dagsorden internationalt, senest på COP26, hvor Danmark sammen med USA og 17 andre lande satte klimaneutral skibsfart øverst på dagsordenen, siger han.
Andreas Nordseth peger desuden på, at udviklingen inden for autonom skibsfart og anden teknologisk udvikling i disse år går rigtig stærkt.
- Vi har en pligt til at sørge for, at hverken den grønne omstilling eller den teknologiske udvikling sænkes af fortidens regulering. Det og meget mere skal vi drøfte på Danish Maritime Days 2022, siger han.
Skarpe hjørner
DMD holdes hvert andet år. For to år siden blev arrangementet afholdt i mindre skala og digitalt på grund af pandemien, men i år ser organisationerne og styrelsen frem til igen at kunne byde hele branchen velkommen til både formelle og uformelle arrangementer i fysisk udgave. Konferencen har fået undertitlen “Being at the sharp end”, og administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen, at søfarten står foran endog flere skarpe hjørner - både når det gælder klima, men også når det gælder sikkerhed.
- Sikkerheden for vores søfolk i en verden hvor spændinger af forskellige grunde stiger er også top of mind. Derfor glæder jeg mig til at samle branchefolk og eksperter fra ind- og udland for både at inspirere hinanden med ny viden, men også diskutere, hvordan vi får skabt fælles løsninger og international opbakning til de udfordringer, som vi skal løse i de kommende år, siger hun.
DMD 2022 afholdes den 4. - 6. oktober på Flådestation Korsør, hvor der vil være et tætpakket program med de vigtigste maritime emner i både dansk og internationalt perspektiv.