Rusland indleder flådeøvelse og planlægger nuklear øvelse
Rusland planlægger en nuklear strategisk øvelse snart, siger den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, til BBC torsdag.
Rusland meddelte også torsdag, at det vil indlede en planlagt flådeøvelse i Sortehavet. Det skriver det russiske nyhedsbureau Ifax ifølge Reuters.
Seks russiske krigsskibe er på vej til Sortehavet fra Middelhavet, hedder det i en udmelding fra det russiske forsvarsministerium. Det fremgår også af en video i nedenstående tweet.
6 Russian Warships And Submarine Now Entering Black Sea Towards #Ukraine.
— Mete Sohtaoğlu (@metesohtaoglu) February 8, 2022
Emerging from under a veil of 'drills', 6 landing ships and a submarine are now sailing into the Black Sea. This brings them ever closer to potential operations in Ukraine. pic.twitter.com/nBz6zJ10mt
Den britiske forsvarsminiter advarer om, at Kremls handlinger trækker i den forkerte retning på et tidspunkt, hvor der er mange bestræbelser i gang på at finde en diplomatisk løsning på Ukrainekrisen.
- Russerne udvider stadig deres taktiske bataljonsgrupper. De planlægger en nuklear strategisk øvelse snart, og vi ser også mere aktivitet andre steder, siger han.
Han siger også, at Storbritannien har set efterretningsrapporter, som viser, at Rusland aktivt er optaget af planer med såkaldte "falske flag" operationer, som kan anvendes som påskud til at invadere Ukraine.
Han tilføjer, at russerne også gennemfører cyberangreb og andre destabiliserende aktiviteter.
I London meddelte premierminister Boris Johnson, at han torsdag vil advare den russiske præsident, Vladimir Putin, mod at invadere Ukraine. Han vil fremsætte advarslen under et besøg i Natos hovedkvarter, hvor det vil blive opfattet som et udtryk for europæisk solidaritet over for russisk fjendtlighed.
/ritzau/Reuters