23948sdkhjf

Stor svensk Power-to-X-satsning får Ørsted som medejer

Ørsted indgår samarbejde med Liquid Wind og øger sin tilstedeværelse inden for bæredygtige brændstoffer med investering i stort e-metanolprojekt i Sverige

Ørsted har indgået en aftale med Liquid Wind AB om at købe en ejerandel på 45 pct. af Liquid Wind AB's e-metanolprojekt Flagship ONE. Flagship ONE er et udviklingsprojekt i sin sene fase, der kan blive verdens første projekt i storskala inden for bæredygtig e-metanol. Med henblik på at reducere CO2-udledningerne fra skibsfart har Liquid Wind AB planer om at etablere en række e-metanolanlæg i Sverige, hvoraf Flagship ONE bliver det første.

Ifølge Ørsted er den aktuelle indtræden i Flagship ONE-projektet et bevis på virksomhedens strategiske ambition om at opbygge en global førerposition inden for grønne brændstoffer og vedvarende brint. Flagship ONE bliver den seneste tilføjelse til Ørsteds voksende pipeline af projekter inden for brint og Power-to-X, hvoraf flere har som mål at reducere CO2-udledningerne fra skibsfart.

Flagship ONE får en elektrolysekapacitet på omkring 70 MW og forventes at kunne producere 50.000 tons e-metanol om året baseret på vedvarende brint og biogent CO2. Brinten skal fremstilles via elektrolyse drevet af strøm fra landvindmøller, og det biogene CO2 skal opsamles fra kraftvarmeværket Hörneborgsverket i Örnsköldsvik i Sverige, hvor Flagship ONE også kommer til at ligge.

Global førerposition

Ørsted og Liquid Wind AB forventer at idriftsætte Flagship ONE i 2024, såfremt der træffes endelig investeringsbeslutning, hvilket forventes at kunne ske allerede i 2022. 

- Ørsted har den klare strategiske ambition at opbygge en global førerposition inden for vedvarende brint og grønne brændstoffer, og vores investering i FlagshipONE er et tydeligt bevis på, at vi vil realisere vores ambition, siger Martin Neubert, kommerciel direktør og viceadministrerende direktør i Ørsted, og uddyber:

- Præcis som vi gjorde det med havvind, er vi i Ørsted parate til at være en drivkraft i modningen af grønne brændstoffer, hvor vi kan spille en betydelig rolle i at nedbringe CO2-udledningerne fra skibsfart og andre sektorer, hvor det ellers er vanskeligt.

Er kommet langt

Han suppleres af Claes Fredriksson, adm. direktør og grundlægger af Liquid Wind:

- Vi er ekstremt glade for muligheden for at indgå et partnerskab med Ørsted, en verdensførende virksomhed inden for bæredygtighed, som også anerkender e-metanol som en erstatning for nutidens, fossile brændsler til skibsfart. 

Han fortsætter:

- Interessen fra Ørsted viser, hvor langt Liquid Wind er kommet, og det er et yderligere vidnesbyrd om vigtigheden af e-brændstoffer. Vores grønne brændstof vil blive førende i at sikre reelle CO2-reduktioner i skibsfarten og reducere CO2-udledningerne med mere end 90 pct. Flaghip ONE bliver det første anlæg, og det er Liquid Winds ambition at øge antallet af anlæg betydeligt i 2050 på globalt plan.

Stort potentiale

Og ifølge Anders Nordstrøm, chef for Ørsteds brint- og Power-to-X-aktiviteter, er potentialet enormt:

- Ved at gå sammen med Liquid Wind om Flagship ONE bliver vi en del af et af de mest lovende projekter i forhold til at levere e-metanol i stor skala og sætte skub i den grønne omstilling af skibsfarten samt andre anvendelser af e-methanol. Med de rette rammevilkår og støtte kan Flagship ONE blive et af verdens første e-metanol-anlæg i stor skala samt en vigtig tilføjelse til Ørsteds voksende og mangfoldige portefølje af brint- og Power-to-X-projekter, forklarer Anders Nordstrøm.

CO2-udledningerne fra den internationale skibsfart er ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) steget med 40 pct. fra 2000 til 2019 og tegner sig i dag for ca. 2 pct. af de samlede globale, energirelaterede drivhusgasudledninger.

Inden for skibsfart er der et akut behov for nye typer brændstoffer for at kunne nedbringe CO2-udledningerne, og Ørsted er involveret i flere projekter, der netop har til formål at producere bæredygtige brændstoffer til skibsfart. Et af de projekter er Green Fuels for Denmark i København.

Artiklen er en del af temaet E-Fuels og PtX .

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093