Klimaomstilling: Langsommere færgefart møder modstand hos øboer
Det har vakt harme blandt øboerne, at Svendborg Kommune vil sænke farten på færgen mellem Svendborg og Drejø - Skarø. En ti minutters længere sejltid vil reducere udledningen af co2 betydeligt, viser beregninger. I dag tager sejlturen en time og et kvarter, men efter 1. marts vil turen tage en time og 25 minutter.
- Det synes jeg grundlæggende er træls. Især for mine børn på seks og otte år, som skal frem og tilbage til skole hver dag, siger Nanna Corydon til DR. Hun benytter selv færgen fem dage om ugen.
- Vi vil være senere hjemme om aftenen, og vi har i forvejen nogle rigtig, rigtig lange dage. Vi har i årevis kæmpet for hurtigere og mere fleksible afgange, så det her er på en måde et skridt i den forkerte retning, uddyber Nanna Corydon.
Ud over reduktion i co2-udledning kan kommunen også spare 190.000 kroner om året på den langsommere færge, oplyser formanden for turisme- og erhvervsudvalget i Svendborg Kommune, John Arly Henriksen til DR.
- Vi må se på hele kommunen og øerne må også tage deres del af de problemer, som vi slås med. Vi synes, at 10 minutters ekstra sejltid er til at leve med, siger han til DR.
John Arly Henriksen oplyser endvidere, at en ny elfærge er på vej, der forventes at kunne sættes ind på ruten i løbet af 2024 eller 2025.