23948sdkhjf

To pirater på 'Esbern Snare' skal løslades trods skyld

Man anser formodede pirat for skyldige, men vil ikke retsforfølge dem, fortæller advokaterne til de to sigtede

Opdateret 12:32 - Det viser sig nu, at to af piraterne skal løslades, oplyser advokat Irene Zehngraff til Ritzau

To af de i alt fire formodede pirater, som er tilbageholdt på fregatten 'Esbern Snare', skal løslades.

Det oplyser deres advokater til Ritzau og Ekstra Bladet.

- Det er jo ikke overraskende, at man ikke har ønsket at retsforfølge dem i Danmark, så det kommer ikke bag på mig, og så var der ligesom ikke andre muligheder, siger advokat Niels Anker Rasmussen, der netop har fået beskeden, til avisen.

Advokaten oplyser til avisen, at der er såkaldt tiltalefrafald. Det betyder dog ikke, at anklagemyndigheden ikke mener, at hans klient er skyldig.

- Man anser ham for skyldig, men man vil ikke retsforfølge ham, siger advokaten til avisen.

Den formodede pirat blev sammen med de tre andre formodede pirater tilbageholdt på fregatten i november.

Den ene af dem blev såret, og han blev i december bragt til et hospital i Ghana, da det ikke længere var sundhedsmæssigt forsvarligt at have ham om bord.

Ifølge anklagemyndighedens sigtelse angreb de den 24. november danske soldater, som var om bord på en mindre båd, i Guineabugten.

Angrebet fik de danske styrker til at åbne ild. Fire formodede pirater blev dræbt, og det menes, at yderligere en formodet pirat er faldet over bord, mens de fire andre altså blev tilbageholdt.

Det er uvist, om de øvrige formodede pirater også skal løslades. Ekstra Bladet skriver, at avisen arbejder på at få oplyst, hvad der konkret kommer til at ske, og om den løsladte pirat vil blive sejlet til Nigeria.

Dog står det indtil videre klart, at to af de formodede pirater løslades. Hvad der skal ske med de to øvrige tilbageholdte, står i skrivende stund stadig uklart.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088