Premiere: Esbjerg Havn får verdens første brintdrevne landstrømsanlæg
Den esbjergensiske teknologivirksomhed CS electric skal levere verdens første brintløsning til landstrøm.
I slutningen af 2022 vil Esbjerg Havn få installeret anlægget, hvor overskudsenergi fra vindmøller skal producere grøn brint, som herefter konverteres til strøm, som skibene i havnen kan modtage.
Landstrømsanlægget bygges med blandt andet brændselsceller leveret af det canadisk ejede selskab Ballard. En brændselscelle er er en maskine, der ved en elektro-kemisk proces omdanner et brændstof, i dette tilfælde brint, til elektrisk energi, som skibene, der lægger til i Esbjerg Havn kan bruge.
Helt konkret består det kommende landstrømsanlæg af to eller tre containere, som placeres på havnen. Skibene som lægger til i havnen, kan så koble sig til anlægget og dermed få strøm, som er genereret af grøn brint og dermed 100 pct. CO2 neutral.
- Vi har fokus på at udvikle effektive og bæredygtige løsninger, og særligt indenfor den maritime branche, hvor tempoet skal sættes op i forhold til den grønne omstilling, er vi klar med mange gode og CO2-reducerende løsninger, siger Søren Mathiasen, CEO i CS Electric.
Dennis Jul Pedersen, Havnedirektør fra Esbjerg Havn, udtaler i en pressemeddelelse:
- Det at kunne digitalisere hele forsyningskæden fra produktion af hydrogen til levering af strøm til skibene, er en del af at gøre Esbjerg Havn CO2-neutral. Her er landstrøm fra brændselsceller en vigtig del, og projekter med CS electric A/S er epokegørende for den praktiske anvendelse af P2X.
CS electric udvikler, designer, producerer, installerer og servicerer løsninger indenfor el-, automation-, robot- og datateknologi. Virksomheden har knap 70 medarbejdere