23948sdkhjf

Efter færgeuheld: Husk lige håndbremsen

Regler indskærpes efter henvendelse fra Søfartsstyrelsen, fordi lastbil røg i vandet fra Hvalpsund-færge

Efter uheldet tirsdag morgen, hvor en lastbil med anhænger røg i vandet fra Hvalpsund-færgen "Mary", bliver sikkerhedsreglerne nu indskærpet.

Lastbilens chauffør havde angiveligt ikke trukket håndbremsen under overfarten, og da færgen tog fart af ved indsejlingen til færgelejet i Hvalpsund, rullede lastbil og anhænger ud over færgens broklap og ned i vandet.

Chaufføren selv befandt sig ikke i lastbilen, da uheldet skete.

- Har du trukket håndbremsen?

Fremover skal færgens besætning bede alle bilister og lastbilchauffører tjekke, at de har trukket håndbremsen, inden færgen sejler. Det krav bliver der også opsat skilte om, oplyser afdelingschef Kent Vestergård fra Drift og Anlæg i Vesthimmerlands Kommune.

Hvalpsund-Sundsøre Færgefart I/S drives af kommunerne Vesthimmerland og Skive, og Kent Vestergård står i spidsen for selskabet.

- Søfartsstyrelsen ville vide, hvad vi ville gøre for at undgå lignede uheld, fortæller han.

Og proceduren med, at personalet på færgen fremover altid vil bede bilister og chauffører om at trække håndbremsen, er godkendt. På den baggrund har Søfartsstyrelsen givet Hvalpsund-Sundsøre Færgefart I/S lov til at sejle med lånefærgen "Sleipner" mellem Sundsøre og Hvalpsund.

Færgen på værft

Færgen "Mary"fik beskadiget sin broklap under uheldet og er derfor på værft i Thyborøn. Det kan måske vare uger, inden den igen kan sejle mellem Sundsøre og Hvalpsund.

Flere har undret sig over, at broklappen på "Mary" ikke var trukket helt op under overfarten, men Kent Vestergård pointerer, at det er normal procedure på den type færger.

Klappen kan ikke bruges som barriere for at sikre, at køretøjer ikke ryger i vandet - det er klappen slet ikke bygget til. Den skal kun bruges til at forbinde færgen med kajen, når biler skal køre i land.

Undersøges fortsat

Selv om Hvalpsund-Sundsøre Færgefart I/S siden onsdag eftermiddag sejler igen, nu med "Sleipner", er sagen om lastbil-uheldet ikke slut endnu.

Søfartsstyrelsen er stadig ved at undersøge, hvad der præcist gik galt, da lastbilen plumpede i Limfjorden ud for færgelejet. Konklusionen vil fremgå af en kommende rapport, og det kan - måske - føre til yderligere sikkerhedsopstramninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094