23948sdkhjf

Frankrig opbringer britisk skib i eskalerende fiskeristrid

Det er ikke krig, men det er en kamp, siger fransk minister om ophedet fiskeristrid med Storbritannien.

Frankrig har torsdag opbragt et britisk fiskefartøj, der sejlede i fransk farvand uden tilladelse, og givet en advarsel til et andet skib.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er den seneste udvikling i en ophedet strid mellem Frankrig og Storbritannien. Striden bunder i, at en række franske fiskere ikke har fået de tilladelser til at fiske i britisk farvand, som de ifølge Frankrig har krav på.

- Det er ikke krig, men det er en kamp, siger Annick Girardin, der er fransk minister for oversøiske territorier, til radiostationen RTL ifølge Reuters.

Frankrigs regering er vred over, at Storbritannien og kanaløen Jersey i sidste måned nægtede at give fiskeritilladelser til dusinvis af franske både.

Det drejer sig om tilladelser til et område 6-12 sømil fra den britiske kyst samt havene ud for Jerseys kyst.

Frankrigs fiskere mangler cirka halvdelen af de tilladelser, de skal bruge for at kunne fiske i området. Ifølge den franske regering er det et brud på aftalerne efter brexit, at Storbritannien endnu ikke har tildelt dem.

Den franske europaminister, Clement Beaune, siger, at man nu tager hårdere midler i brug, fordi det ifølge ham er det eneste, briterne forstår.

Storbritannien har tidligt torsdag formiddag ikke umiddelbart reageret på nyheden om, at et britisk skib er blevet opbragt.

Storbritannien har tidligere sagt, at man er klar til at besvare eventuelle franske handlinger med passende modsvar.

- Frankrigs trusler er skuffende og upassende, og ikke hvad vi forventer fra en tæt allieret og partner, siger en talsmand fra den britiske regering.

Onsdag offentliggjorde Frankrig en liste med sanktioner, der kan træde i kraft fra 2. november, hvis ikke der bliver gjort nok fremskridt i striden.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081